Kulturpatruljen!

Endelig kom dagen, hvor vi igen skulle få lov at mænge os med turistgrupperne, se ruiner og tage billeder i antal kun japanerene kan overgå; vores heldagstur i Dødehavsområdet. Efter en vanvittig tur i morgentraffiken, det tog hele to timer at komme fra en ene til den anden ende af byen, hoppede vi i bilerne og tog til Qumran, hvor dødehavsrullerne er fundet.

Derefter blev det tid til israelernes elskede Masada. Vi havde længe talt om at skulle bestige det, men jo tættere vi kom på bjerget, jo større blev det! UFF... Lysten, kræfterne og modet forsvandt. Da billetterne så skulle betales og det går op for os, at det er billigere at gå op kom det dog altsammen lyn hurtigt tilbage(i hvert fald for undertegnede). Vandringen op ad gik i lystigt tempo med højt åndedræt og humør med tanken om de mange sparede shekel! Og op kom vi, pæn kulør i krydderen og det hele. Lise guidede os rundt på den smukke og uhyggeligt højtbeliggende fæstning; fed udsigt, ældgamle ruiner og en vild historie. Så bliver det ikke bedre. På vej ned igen blev tempoet sat utrolig højt, isen ventede for bunden og da Andreas så råber: "Sidste mand gi'r!" gik det over stok og sten det sidste stykke ned og med sådan en hældning er det intet problem at få fart på :)

Mærkelig oplevelse at sidde der i vandet, se Jordans røde bjerge spejle sig i havoverfladen og tælle alle sine svigende rifter, jo Det døde hav er noget for sig. Med en saltholdighed omkring de 30%, hvor den i almindelig saltvand vil være 3, er det ikke så sært, at det er en ubeskrivelig følelse at få i øjnene og er farligt at sluge, men om ikke andet kan man da trøste sig med, at der ikke er nogen chance for at blive angrebet bag- eller nedefra af et havuhyre - det ville aldrig kunne overleve her!


Ellers går de fleste dage med arbejde, det kommer vi ikke rigtig udenom. Og vi har det godt, men det er nu engang arbejde: synes, der er pænt meget "run" på, jeg har indtil videre lavet utallige grydefulde mad, malet et par lagener, været på stranden i Tel Aviv, skubbet de kære mennesker og deres kørestole over lidt for mange bakker og solgt en hund!
Christel hygger sig vist også med hendes elskede stille børn. De skriger ikke, de græder ikke, hiver kun hinanden lidt i håret en gang imelllem, men hey, hvad laver Christel så? Jo, en aften kommer hun fuldstændig smadret op i lejligheden og stønner bare "lortedag!" - Og det i aller bogstavligste forstand, imponerende at kunne bruge 8 timer på det, tænker jeg, men da de detaljerede beskrivelser først blev videregivet af Christel liggende i sofaen grædende af grin, måtte jeg bøje mig - jeg ville ikke have kunnet gøre det bedre eller i højere humør!

Hvad vi laver på de dage, hvor bussen kører...

Så blev det også oktober i Jerusalem og tid til et blogindlæg fra os...

Siden sidst er der ikke sket så frygtelig meget, men det skal I da ikke snydes for at høre om alligevel :)
Vi er så småt begyndt at kunne sige, at vi har fået os en hverdag hernede - noget, vi længe har set frem til! Det vil sige, at vi nu uden at tænke over det tager bussen en time til halvanden før planlagt ankomsttid og har lært at håndtere mælk på pose, som hernede jo som tidligere angivet slet ikke er nogen dårlig egenskab!

Ellers har vi været på tur med Lise som guide til tempelpladsen, hvor der i dag ligger et par moskeer, og til Grædemuren. Begge steder fyldt med mange spændinger, men samtidig med en interessant historie.

Et par dage senere var vi igen i Jerusalem downtown - igen plejer det ikke at gå stille for sig, og således heller ikke denne dag. Vi mødtes med Mette, som er på Discipelskolen i Tiberias, omend tre kvarter for sent, men vi havde ikke lige overvejet, at den bus vi var stået på ville læsse passagere på i 15 minutter... Samme dag havde flere tusind mennesker valgt at komme til byen for at deltage i "The Jerusalem March" - vi lader billederne tale for sig selv :)

Superman og hans ven, Spiderman, kom lige forbi...

Det er så det tog, som vi går og venter på skal begynde at køre, men næste dato

 er først i april 2011. Argh!

Udover at være nede i byen for at se optog på vores fridage får vi set en masse meningheder. Hveranden lørdag er vi i Den danske kirke, hvor vi nyder at kunne tale og kunne høre en prædiken på dansk. Om søndagen er der gudstjeneste i King of Kings, hvor man kan sidde ved siden af sydafrikanere og kigge længere ned, hvor der sidder en række asiatiske turister, der ikke har fået taget den gule kasket af... Om fredagen har vi et par gange været i en engelsk/amerikansk/irsk meninghed, nu med danskere og nordmænd, som hedder Church of Nazarene - også et virkelig hyggeligt sted at komme. Derudover har Zenia sammen med Jan, en af de tyske volontører, bevæget sig ud på en 1½ times gåtur(hver vej vel at mærke) for at komme til gudstjeneste, igen med rigtig mange forskellige nationaliteter.

September har været en måned hvor rigtig mange ud af de 30 dage har været helligdage. Zenia har været ved at opgive, for helligdage her i landet betyder ingen offentlig(og dermed billig) trafik og lukkede butikker. Indtil videre har vi deltaget i Rosh Hashana(nytår), Yom Kippur(den store forsoningsdag) og Sukkot(løvhyttefesten), som er nogle af de største jødiske begivenheder. De fejrer helligdagene helt anderledes end i Danmark, men det har helt sikkert været interessant at opleve.

Næste blogindlæg planlægges allerede, da vi i går var på Masada, i Qumran OG det døde hav, så fortvivl ej, vi vender stærkt tilbage!