Følger da lige Christels gode eksempel og beskriver mit arbejde lidt. Afdelingen hedder Ma'arach Diur, læses overskriften fra højre mod venstre, vil I komme frem til det også. På engelsk; Independent Living Neighborhood. På Yigal Yaakobi st. (gaden eller gangen, der forbinder alle de små lejligheder) bor 19 voksne heriblandt de 3 piger, som jeg passer. De har alle muskelsvind og langt størstedelen er ventilerede (kører rundt med respirator), men ellers er de helt klare i hovedet, så verdenssituationen er blevet vendt et par gange. Der er altid go' gang i gaden, med høj musik og katte løbende rundt overalt. Kollegaerne er friske og ikke blege for et godt grin, hvad enten det så er med beboerne eller os andre. Humor er en fantastisk og velbenyttet indgangsvinkel her, når sproget ikke altid er så flydende som ønsket. Selve arbejdet består i at hjælpe beboerne igennem dagen med alt, hvad den byder på, hvilket ofte er alt fra snotnæser, forberedelser til shabbatten, bad og madlavning.
Jeg har været rigtig glad for at være her, en del af beboerne og nogle af arbejderne taler engelsk, så det har været dejligt at kunne forstå hinanden. Det har også været nødvendigt i forhold til især de tre piger, der er tale om voksne mennesker, der på alle måder ved, hvad de vil og ikke vil, så skal kufferten pakkes med tøjet placeret i en vis farverækkefølge, ja så er det sådan, det bliver. Det har været noget af en udfordring for mig altid at skulle gribe opgaverne an, som de gerne vil det, også selvom jeg måske selv har 3 forslag til, hvordan de kunne løses lettere. Det er ikke altid lige let at være hænder og fødder for nogle, der er så meget anderledes end en selv. Men vi er nu alt i alt kommet rigtig godt ud af det sammen. Det gør indtryk, når de drøner mig råbende i møde efter en ferie, brokker sig over, at jeg altid har for meget fri eller når vi hånd i hånd tager turen mod trappen til lejligheden efter en vagt.
Jeg arbejder sammen med jøder, russere, de tyske volontører og arabere, så det er virkelig spændende og udfordrende! Vagtplanen kommer gerne en halv uge før, den træder i kraft, nattevagterne bruges på googletranslate for bare at forstå lidt af, hvad den kære araber prøver at fortælle og fri i shabbatten er nærmest umuligt, da nogle af kollegaerne er fra det ortodokse kvarter. Det er sjovt at opleve, når deres rabbi kommer forbi og underviser de jødiske beboere, vi volontører sidder sammen med den ene kristne og forsøger at finde frem til, hvilke tekster, der undervises i, hvorefter vi læser dem i bibelen på tysk, dansk og arabisk, så stikker man lige hovedet ud af vinduet og wupti, så ved man også, hvor Mekka ligger, da muslimerne er i gang med fredagsbønnen.
Jeg føler virkelig at være kommet tæt på den israelske kultur og tankegang de sidste 5-6 måneder takket være hverdagen her, det gælder både arbejdsforhold, ideen om at beboerne selv kan bestemme om der skal bruges lift, men også den tid, omsorg og ligeværdighed, der findes her. Leat, leat - slowly, slowly.
Det her er et helt specielt sted og jeg har uden tvivl lært meget og nydt at være her, mest på grund af menneskerne, er virkelig kommet til at holde af dem. Så det farvel, der venter rundt om hjørnet, bliver ikke helt så let, men arbejdet kan i længden godt blive småtrivielt, samtidig med at Danmark og alle jer derhjemme trækker, så det er nok bedst sådan.
På stranden, for nice !!
Og nej Christel, det lykkedes ikke at få vandpiben uden for kameravinklen..
Louises super tætte sko
Mette - ?יפה, נכון
Ellers har vi fået overrakt den glædelige nyhed, at vi ikke skal have flere hebraisktimer! Jublen ville ingen ende tage og dog, det er nu lidt trist, at det ikke lykkedes os at mestre betydningerne af de mange skæve lyde, men om ikke andet, har vi da haft det sjovt med det, vi nu engang har lært.