Kulturpatruljen!

Endelig kom dagen, hvor vi igen skulle få lov at mænge os med turistgrupperne, se ruiner og tage billeder i antal kun japanerene kan overgå; vores heldagstur i Dødehavsområdet. Efter en vanvittig tur i morgentraffiken, det tog hele to timer at komme fra en ene til den anden ende af byen, hoppede vi i bilerne og tog til Qumran, hvor dødehavsrullerne er fundet.

Derefter blev det tid til israelernes elskede Masada. Vi havde længe talt om at skulle bestige det, men jo tættere vi kom på bjerget, jo større blev det! UFF... Lysten, kræfterne og modet forsvandt. Da billetterne så skulle betales og det går op for os, at det er billigere at gå op kom det dog altsammen lyn hurtigt tilbage(i hvert fald for undertegnede). Vandringen op ad gik i lystigt tempo med højt åndedræt og humør med tanken om de mange sparede shekel! Og op kom vi, pæn kulør i krydderen og det hele. Lise guidede os rundt på den smukke og uhyggeligt højtbeliggende fæstning; fed udsigt, ældgamle ruiner og en vild historie. Så bliver det ikke bedre. På vej ned igen blev tempoet sat utrolig højt, isen ventede for bunden og da Andreas så råber: "Sidste mand gi'r!" gik det over stok og sten det sidste stykke ned og med sådan en hældning er det intet problem at få fart på :)

Mærkelig oplevelse at sidde der i vandet, se Jordans røde bjerge spejle sig i havoverfladen og tælle alle sine svigende rifter, jo Det døde hav er noget for sig. Med en saltholdighed omkring de 30%, hvor den i almindelig saltvand vil være 3, er det ikke så sært, at det er en ubeskrivelig følelse at få i øjnene og er farligt at sluge, men om ikke andet kan man da trøste sig med, at der ikke er nogen chance for at blive angrebet bag- eller nedefra af et havuhyre - det ville aldrig kunne overleve her!


Ellers går de fleste dage med arbejde, det kommer vi ikke rigtig udenom. Og vi har det godt, men det er nu engang arbejde: synes, der er pænt meget "run" på, jeg har indtil videre lavet utallige grydefulde mad, malet et par lagener, været på stranden i Tel Aviv, skubbet de kære mennesker og deres kørestole over lidt for mange bakker og solgt en hund!
Christel hygger sig vist også med hendes elskede stille børn. De skriger ikke, de græder ikke, hiver kun hinanden lidt i håret en gang imelllem, men hey, hvad laver Christel så? Jo, en aften kommer hun fuldstændig smadret op i lejligheden og stønner bare "lortedag!" - Og det i aller bogstavligste forstand, imponerende at kunne bruge 8 timer på det, tænker jeg, men da de detaljerede beskrivelser først blev videregivet af Christel liggende i sofaen grædende af grin, måtte jeg bøje mig - jeg ville ikke have kunnet gøre det bedre eller i højere humør!