Vores jul i billeder(og lidt tekst..)

Zenias pakkekalender fra nogle veninder hjemmefra
Christels kort- og pakkekalender

Så laves der konfekt(bemærk venligst ikke datoen!! Men hey, det var billigt..)

Vi pynter Jans dør

"Zenia, jeg kan altså ikke hælde OG se overskudsagtig op på dig samtidig!"

(Det var 4. søndag i advent)

..og risengrød til aftensmad :)

D.21 var vi i Bethlehem - her på Herodion

En af gaderne, hvor der sker lidt i Bethlehem.

Araberen er så flink at smile til Zenia!

Til ære for vores fædre!

Bethlehem ligger lige bag muren

En af tyskerne havde fået kunstsne tilsendt, så det skulle selvfølgelig prøves

Så er det endelig blevet d.24!! (Christel har på daværende

tidspunkt allerede ligget lysvågen i 2 timer)

..og vi kommer i juletøjet :)

Vi åbner gaver - der er jo ingen grund til at slæbe dem helt op til

Lise og Jakob i bussen! ..og tilbage igen for den sags skyld

Vi står og venter på bussen i solskin - hvem sagde 24. december??

..og friskpresset juice hører jo som bekendt også til en af juletraditionerne, ikk'?

Til julegudstjeneste i den danske kirke

Hannah ville meget gerne med i araberbussen, så det kom hun!

Til julemiddag i præstelejligheden med 24 andre - hyggeligt!

Julemad, som slet ikke smagte israelsk, mmm...

Christians jordbærsauce med risalamande!

GAVER :)

Tak, Christian! Nu kan vi skifte mellem humus og hjemmelavet

jordbærmarmelade, herligt :)

Og der blev skypet hjem..

..og hjemme igen. Hele herligheden sluttes af med en film i sengen :)

Glædelig jul og et velsignet nytår til jer alle

Kærlig hilsen Christel og Zenia

Næsen fryser jo af :|

Glædelig jul deroppe nordpå! Sidder i skrivende stund med julemusik strømmende ud af højtalerne, blinkende lys i snefnughalskæden og med bjæleøreringe fra veninderne, udsigt til Christel og Mette, der er ved at fikse årets israelerkonfekt og et bord, der flyder med julehjerter og stjerner. Uh, det er hygge.

December har alt i alt indtil videre været super; vi lagde ud med jødernes Hanuka, en fejring af lyset(google det og I vil være meget klogere end os!). Til disse 8 dage hører sig også uanede mængder af donuts, hvilken fantastisk tradition! Derudover er vi hoppet direkte ind i avokado, jordbær- og julefrokostsæsonen, altsammen noget vi nydt utrolig godt af.

Årets julefrokost for volontørene, herlig aften :)

Den sidste uge har den stået på ægte hygge. Morten (Zenias kæreste) kom på besøg og sammen futtede vi alle 3 til diverse koncerter, julehyggeaftner og gudstjenester. Vi har svedt os igennem de sidste to måneder bekymrede for, om vinteren nogensinde ville komme, og selvfølgelig kommer den, når der er besøg hjemmefra. Det satte lidt en stopper for den før omtalte überfantastiske "Zenia og Christels turguiding". Så måske vi ikke lige fik set alle de "vigtige" turiststeder, men tilgengæld oplevede vi så vilde fænomener som regn i Jerusalem, frosne næser og sandstorm. Der var man nok heldig, eller det er i alt fald noget mere usædvanligt, og mon ikke alle kirkerne og tempelpladsen står der til næste gang også? Kulden kom imidlertid ret meget bag på os eller det vil sige det gjorde lejlighedens utæthed. Sandstormen rasede, vinduerne klaprede, det trak (for ikke at overdrive og sige at det stormede en halv pelikan fra vest) ind og der var sand overalt indendøre - det kan man selvfølgelig også få noget sjov ud af, muligheden til at skrive beskeder i sofaerne bød sig i alt fald (ganske som når laget af støv er blevet alt for tykt).

Ein Gedi

Det der med kun at LAVE konfekt blev for kedeligt i længden ;)

( -Vi lader billedet tale for sig selv)

Det er nu ikke noget som en rigtig vinterdag at hygge med Christels "Familie Journalen" og et par sudokuer...

Til alle jer dejlige mennesker, der er bekymrede for vores juleaften, så kan vi berolige jer med, at vi skal være sammen med 24 andre i præstelejligheden og der er købt 18 kg kalkun, det kan kun blive godt!

Leverpostej er bare ikke det samme uden rugbrød!

Danmark åhhh Danmark, hvor er du? Jeg sidder og nyder en af mine efterhånden mange danske dåser leverpostej, herligt, men rugbrødet er savnet. Lige som vinteren, julepyntede gader og alle I dejlige venner og familie... Men hey nej, det her får I ikke noget ud af - lad os i dette indlæg i stedet forsøge at vise jer, hvorfor vi stadig er i fantastiske Jerusalem.

Lejligheden er nu ved at være pyntet op og klar til jul, der er pakkekalendre, engle og julekort overalt - vi forsøger ihærdigt at komme i julestemning, selvom solen konstant bager på den anden side af vinduet og trods de lidt dårligere odds end jeres (konkluderet ud fra alle de sne- og julemadsrapporter vi ser på facebookopdateringer hjemmefra), men vi er optimistiske; julehygge med vennerne, breve og pakker hjemmefra hjælper altsammen på det. Det er super herligt.

Der er heller ikke noget som at tage hjemmefra og så få besøg. Jo jo, vores ca.14 m2 store værelse har skam allerede to gange tjent som hotel(på den internationale skala kommer det vist slet ikke inden for stjernerne, men hvad; det er gratis og morgenmad er inkluderet!). Først kom Christels søster, Maiken og vores fælles veninde, Kathrine på besøg i efterårsferien. Vi holdt os forholdvis til Jerusalem - det kender vi bedst, så der ville der højst sandsynligvis ikke opstå problemer i vores ellers udmærkede turguiding :) Vi vovede også en tur til Det døde hav og Masada, som det da lige skal siges vi besteg kl.4.40. På vejen op stødte vi på en soldat(de skal åbenbart være tilstede), som meget gerne vil snakke, men det var kun Maiken, der havde luft til både at gå op og snakke hele vejen.. Ellers var sidste punkt på ugeprogrammet en ørkentur i Maktesh Ramon med resten af organisationen - alt i alt en rigtig god uge! Det sidste besøg vi havde var i november; Christels kusine, Dina og hendes veninde, Elisabeth kom. Da Dina selv har været volontør her i landet kunne "Christel og Zenias turguiding" ikke være særlig behjælpelige, så denne gang var det os, der fik nye ting at se - skønt! Vi besøgte to af Dinas forhenværende kollegaer, henholdsvis i Ramallah og Bethlehem. To gode oplevelser vi ikke vil være foruden; det kan være godt lige at kaste et blik på den anden side af muren, hvor forholdene er en del anderledes end dem, vi kender herfra Jerusalem. Ellers var Det døde hav igen en klassiker, der går rent ind hver gang :)

Hver mandag er der volontørmøde på Alyn, her mødes vi alle 12 med vores koordinator Sharon og vi snakker om løst og fast (for eksempel det føromtalte afhopper-toiletbræt og al den fastgroede skidt). Det er super hyggeligt at samles til et godt grin og denne uge var aldeles ingen undtagelse! Vi kommer til at snakke om mad (her ender vi af en eller anden mærkelig grund altid) og det går op for os, at den olie, vi den sidste tid har brugt til madlavning er resterne af den lampeolie volontørene brugte til at tænde Hanukkahlys med sidste år, skønt tænker man så og føler lige en ekstra gang på maven, og jo den er der utroligt nok stadigvæk.. Samtalen falder så på vores neonguleopvaskemiddel, der selvfølgelig viser sig at være fedfjerner til ovn og komfurer - "hilfe" udbrydder tyskerne og vi skynder os at ophæve mødet i frygt for at finde ud af flere underligheder - hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, vi lever i alt fald i bedste velgående :)

Vi arbejder stadig! Men nu er vi inde i rutinerne og kender alle tricksene. Det er super lækkert ikke at skulle bruge al sin energi på at sørge for at gøre alt "på den rigtige måde", men derimod bare kunne tage opgaverne som de kommer på sin egen måde og bruge energien på at hygge, snakke og opleve sammen med arbejderne og beboerne. Jeg (Zenia) føler mig godt tilpas og hygger mig, når jeg arbejder nu - det har været lidt hårdt at nå hertil, men hvor er det dog skønt, at det lykkedes! Jeg var med en af pigerne til bryllup. WOW, jødisk bryllup siger jeg bare. De forstår at feste. Alt var stort; gallakjoler overalt, enorme mænger mad og alt for mange retter, springvand, palmer og fyrværkeri, da bruden og brudgommen giver hinanden deres ja, nååå ja og så var der selvfølgelig også alle kameramændene, som om den store kran med kamera ikke var nok?! Som en af gæstene fortæller den halvskræmte dansker, så handler festen om at glædes, danse og når man så mangler et kort hvil, så spiser man, for så at danse igen - der er nu ikke noget som at se en ortodoks jøde i fuld firspring.

En uges ferie i Sinai er det også blevet til. Vi besteg Sinaibjerget og sov deroppe, nedturen med solopgang var fantastisk! Så vandrede vi rundt i ørkens ubarmhjertige varme og sand sammen med beduiner, spiste deres mad (hvilket nok var grunden til kollektiv bettenbalagan (mavehurlumhej på hebraisk) de sidste dage) og sov i deres lejr. Det var virkelig spændende og helt vildt flot. 36 kameler stod klar til os den ene morgen og så var det ellers bare derud af resten af dagen - super sjovt, men får nu lidt respekt for de vise mænd og alle deres beduinvenner, det gør nade at sidde på sådan et dyr, selvom Oda nu var et ganske fint væsen. De foromtalte sidste dage bød (udover bettenbalagan og indflytning på toilettet) på snorkling over koralrevene, afslapning og opvågning ved vandkanten til en storslået solopgang over Jordans bjerge og Det røde hav.

En kylling i en toaster kan da ikke være så slemt?

Der er visse ting, der hernede bare er anderledes end i Danmark; man kan have en aftale på visakontoret og så få at vide, at det var altså alligevel ikke tilfældet - god tur hjem, eller at flytte i en bus, det er såmænd også muligt - de entusiastiske jøder kom i alt fald ind i den allerede propfyldte bus med både flyttekasser, strygebræt og en flytbar radiator. Nå ja, og så lige en ting mere, man kan få en hel afdeling til at opgive deres nylavede toast, hvis man oplyser dem om, at der har været en kylling i deres toaster - det resulterede i mega mange toast til Zenia og lidt røde ører hos Jan, der var den uheldige, der havde stoppet en kylling i koshertoasteren, der ellers er til brød og ost (kosher vil sige, at kød og mælkeprodukter er adskildt, det må ikke spises sammen eller laves i samme apparater).

Ellers har vi besteget bjerge og sovet udenfor til den helt store guldmedalje - vi har været på ørkentur. Det var en kanon god tur med skøn natur, al for meget varme og dejlige mennesker, at vi så hele tiden skulle højere op end undertegnede synes om, er en helt anden sag. Ej, op ad går det lystigt, men når snuden så skal vendes, begynder det at se helt anderledes alvorligt ud! Ned kom vi dog alle sammen i god behold takket være gode venner, den mest brugte sætning under turen: "Hvad ville BS ha' gjort?" og en stor Gud. Vi fik også fundet frem til alternative retter (det er altid godt, når man lever i et kollektiv) havregryn med chokolade og ikke mindst ris med humus og nutella, det ender med at blive en klassiker! Og om ikke vi fik set et kæmpe hulepindsvin også? Godt nok i en mini zoo, men det gælder vel også - om ikke andet så kan vi oplyse om, at sådanne væsner er i stand til at dræbe leoparder (der er kun få, men de er her, hvis altså ikke de er blevet dræbt af de sygt udspekulerede pindsvin!) ved at løbe med katten lige efter sig og så stoppe med piggene oppe og swong - spiddet leopard! Dette er selvfølgelig ganske saglige oplysninger om biologiens forsvarsmetoder givet af en meget kompetent biomand, men det endte alligevel som den evige joke under hele turen, til vores store ærgrelse, vi er altså ikke naive, vi tror på pindsvinet. Hvordan det stakkels pindsvin så har tænkt sig at få leoparden af igen bekymrer os til gengæld!

... her på udkig efter det omtalte hulepindsvin!

Der er kommet en hel del nye volontører, så nu er der 5 piger i pigelejligheden og 5 drenge og os to i drengelejligheden, så der er mange mennesker at fordrive tiden med, det er skønt. De er meget forskellige og sjove. Der er ikke noget som at sidde en aften i sofaen og høre Simon råbe højt bag sin Mac i håb om, at spillerne hører ham helt oppe i Manchester, spise nybagte brownies og saltfisk med pigerne og nyde udsynet til Jan, der med sin walkman fra det gamle DDR (som han uden tvivl har fået af sin mor) står og har ondt af sig selv, fordi vi har tvunget ham til at se, om han rent faktisk er i stand til at vaske op, og ja så grine af alle de andre, der ihærdigt i munden på hinanden forsøger at udtale så brugbare ord som maveplasker, rugbrød, vådservietter og rødgrød med fløde, alt imens "Chris og chokoladefabrikken" kører på anlægget - se det er dansk hygge i udlandet!

Ud over "Danish", bliver vi også omtalt som vikingerne - og det er alligevel noget af en titel at leve op til, men hvis vi nogensinde skal have overbevist Simon om, at disse altså kom fra Skandinavien og ikke England, så må vi gøre en indsats for at vise, at det bare er i blodet på os! Så vi har været ude og vinterbade ved henholdsvis Det døde hav og Middelhavet i Tel Aviv sidst i oktober/starten af november - og vi klarede det i bedste vikingestil, ikke en eneste kuldegysning. Nu er vi ellers ved at være i regntiden, men indtil videre er det kun lykkedes undertegnede en gang at være ude i rigtig silende regn. Det var på en nattevagt og vi stod alle 3 arbejdere med hver vores kop kaffe, der bare blev tyndere og tyndere og så ellers bare snuderne i sky, skønt.

Nu er vi så ved at have styr på det hebraiske sprog, eller... Den anden dag jublede undertegnende højlydt i bussen "TALMUD - han læser i talmud" og senere samme dag måtte vi igen klappe en high five, eftersom vi kom frem til, at der stod kiosk ovenover kiosken, jo, der sker noget! Vi er lige begyndt på at få undervisning 2 timer hver søndag og har nu været af sted 3 gange. Det er super sjovt og mega svært - vi har indtil nu lært deres to alfabeter, mærkelige lyde og er i gang med at få styr på deres mærkelige russiske grammatik.

Som I kan høre sker der ikke så meget i vores liv, så fra i morgen, søndag, og en uge frem er vi i Sinai for at indsamle stof til næste blogindlæg :)

Kulturpatruljen!

Endelig kom dagen, hvor vi igen skulle få lov at mænge os med turistgrupperne, se ruiner og tage billeder i antal kun japanerene kan overgå; vores heldagstur i Dødehavsområdet. Efter en vanvittig tur i morgentraffiken, det tog hele to timer at komme fra en ene til den anden ende af byen, hoppede vi i bilerne og tog til Qumran, hvor dødehavsrullerne er fundet.

Derefter blev det tid til israelernes elskede Masada. Vi havde længe talt om at skulle bestige det, men jo tættere vi kom på bjerget, jo større blev det! UFF... Lysten, kræfterne og modet forsvandt. Da billetterne så skulle betales og det går op for os, at det er billigere at gå op kom det dog altsammen lyn hurtigt tilbage(i hvert fald for undertegnede). Vandringen op ad gik i lystigt tempo med højt åndedræt og humør med tanken om de mange sparede shekel! Og op kom vi, pæn kulør i krydderen og det hele. Lise guidede os rundt på den smukke og uhyggeligt højtbeliggende fæstning; fed udsigt, ældgamle ruiner og en vild historie. Så bliver det ikke bedre. På vej ned igen blev tempoet sat utrolig højt, isen ventede for bunden og da Andreas så råber: "Sidste mand gi'r!" gik det over stok og sten det sidste stykke ned og med sådan en hældning er det intet problem at få fart på :)

Mærkelig oplevelse at sidde der i vandet, se Jordans røde bjerge spejle sig i havoverfladen og tælle alle sine svigende rifter, jo Det døde hav er noget for sig. Med en saltholdighed omkring de 30%, hvor den i almindelig saltvand vil være 3, er det ikke så sært, at det er en ubeskrivelig følelse at få i øjnene og er farligt at sluge, men om ikke andet kan man da trøste sig med, at der ikke er nogen chance for at blive angrebet bag- eller nedefra af et havuhyre - det ville aldrig kunne overleve her!


Ellers går de fleste dage med arbejde, det kommer vi ikke rigtig udenom. Og vi har det godt, men det er nu engang arbejde: synes, der er pænt meget "run" på, jeg har indtil videre lavet utallige grydefulde mad, malet et par lagener, været på stranden i Tel Aviv, skubbet de kære mennesker og deres kørestole over lidt for mange bakker og solgt en hund!
Christel hygger sig vist også med hendes elskede stille børn. De skriger ikke, de græder ikke, hiver kun hinanden lidt i håret en gang imelllem, men hey, hvad laver Christel så? Jo, en aften kommer hun fuldstændig smadret op i lejligheden og stønner bare "lortedag!" - Og det i aller bogstavligste forstand, imponerende at kunne bruge 8 timer på det, tænker jeg, men da de detaljerede beskrivelser først blev videregivet af Christel liggende i sofaen grædende af grin, måtte jeg bøje mig - jeg ville ikke have kunnet gøre det bedre eller i højere humør!

Hvad vi laver på de dage, hvor bussen kører...

Så blev det også oktober i Jerusalem og tid til et blogindlæg fra os...

Siden sidst er der ikke sket så frygtelig meget, men det skal I da ikke snydes for at høre om alligevel :)
Vi er så småt begyndt at kunne sige, at vi har fået os en hverdag hernede - noget, vi længe har set frem til! Det vil sige, at vi nu uden at tænke over det tager bussen en time til halvanden før planlagt ankomsttid og har lært at håndtere mælk på pose, som hernede jo som tidligere angivet slet ikke er nogen dårlig egenskab!

Ellers har vi været på tur med Lise som guide til tempelpladsen, hvor der i dag ligger et par moskeer, og til Grædemuren. Begge steder fyldt med mange spændinger, men samtidig med en interessant historie.

Et par dage senere var vi igen i Jerusalem downtown - igen plejer det ikke at gå stille for sig, og således heller ikke denne dag. Vi mødtes med Mette, som er på Discipelskolen i Tiberias, omend tre kvarter for sent, men vi havde ikke lige overvejet, at den bus vi var stået på ville læsse passagere på i 15 minutter... Samme dag havde flere tusind mennesker valgt at komme til byen for at deltage i "The Jerusalem March" - vi lader billederne tale for sig selv :)

Superman og hans ven, Spiderman, kom lige forbi...

Det er så det tog, som vi går og venter på skal begynde at køre, men næste dato

 er først i april 2011. Argh!

Udover at være nede i byen for at se optog på vores fridage får vi set en masse meningheder. Hveranden lørdag er vi i Den danske kirke, hvor vi nyder at kunne tale og kunne høre en prædiken på dansk. Om søndagen er der gudstjeneste i King of Kings, hvor man kan sidde ved siden af sydafrikanere og kigge længere ned, hvor der sidder en række asiatiske turister, der ikke har fået taget den gule kasket af... Om fredagen har vi et par gange været i en engelsk/amerikansk/irsk meninghed, nu med danskere og nordmænd, som hedder Church of Nazarene - også et virkelig hyggeligt sted at komme. Derudover har Zenia sammen med Jan, en af de tyske volontører, bevæget sig ud på en 1½ times gåtur(hver vej vel at mærke) for at komme til gudstjeneste, igen med rigtig mange forskellige nationaliteter.

September har været en måned hvor rigtig mange ud af de 30 dage har været helligdage. Zenia har været ved at opgive, for helligdage her i landet betyder ingen offentlig(og dermed billig) trafik og lukkede butikker. Indtil videre har vi deltaget i Rosh Hashana(nytår), Yom Kippur(den store forsoningsdag) og Sukkot(løvhyttefesten), som er nogle af de største jødiske begivenheder. De fejrer helligdagene helt anderledes end i Danmark, men det har helt sikkert været interessant at opleve.

Næste blogindlæg planlægges allerede, da vi i går var på Masada, i Qumran OG det døde hav, så fortvivl ej, vi vender stærkt tilbage!