To styks rundforvirrede, men glade, mellemøstdanskere tilbage i andedammen DK :)

Den sidste icecoffee! Den sidste 5'er i lufthavnen. Det sidste blogindslag. TUD...

Efter at have været igennem det helt store sikkerhedstjek, samtaler med lufthavnsmennesker og nærmest et sammenbrud da visadamen spurgte, om vi ville forlade landet, sidder vi nu et sted mellem vores Israel og Danmark, nærmere bestemt Ben Gurion Lufthavn. Christel har lige formået at få sig en ordentlig omgang brain freeze - der troede jeg ellers lige, vi med rette kunne begynde at kalde os "prof icecoffee-drikkere", men nej :)

Der er blevet sagt farvel til alle vores venner på Alyn, kollegaer, beboere og børn såvel som volontørere, sikken en omgang! Lige præcis de her mennesker har været en del af vores skønne hverdag det sidste halve år, så ingen tvivl om, at de bliver savnede og nok også årsag til, at vi er nødt til at vende tilbage før eller siden. Vi har haft et fedt halvt år, fået en masse fantastiske oplevelser, der snart bliver minder. Kanon! Det er bare lidt svært sådan lige at skulle tage afsked med det hele, så der går nok lidt tid inden, vi har det helt godt med det her. Der blev i alt fald fældet lidt tårer, da flyveren lettede, underligt...

Men på den anden side venter Danmark og alle jer herlige og savnede mennesker.

Vi kommer nok ikke uden om, at vi måske er blevet lidt miljøskadet dels af kulturen dels af hinanden. Det mest alvorlige er nok, at vi det sidste halve år har lært at holde af; at planlægning er noget man gerne skyder sko og "fake nutella" efter, længe leve her og nu, prisprutning er et most, eller det faktum at politibiler og ambulancer med udrykning og blink først skal tages seriøst, når de dytter, alt andet er bare blær. Nej, vi har vel ikke boet i Mellemøsten for ingenting. Da flyveren lander i KBH smider jeg uden videre omtanke følgende kommentar: "Christel, vil du måske tage min taske ned, tror ikke, ham manden der har tænkt sig at gå ud før vi gør det", hvorefter Christel flad af grin gør mig opmærksom på sandsynligheden for, at han rent faktisk kunne forstå os, og ganske rigtig, den arabisk udseende mand smuttede! Vi går på gangen i lufthavnen og tager flere gange os selv i at forsøge at læse skiltene fra højre mod venstre, så giver de altså bare ingen mening - hvor er alt vores volapyk hebraisk blevet af? Dog var der en opløftende oplevelse: Der findes DOMINO'S i DK!? (pizzakæde, der flere gange har reddet vores aftensmad i kosherlandet, der er nu ikke noget som en pizza med både ost og kød).

Det har været en helt speciel oplevelse at rykke rødderne op og for en tid rejse ud, etablere sig en hverdag, der på ingen måder havde chance for at blive som det kendte, satse på hinanden, på Gud og alle de mennesker, der gennem hele opholdet har mødt os, og ja, så bare mærke, hvordan dagene er fløjet afsted, venskaberne er blevet mange og vores sprog er endt med at være go' omgang balagan.

Vi vil gerne takke super meget for støtte, forbøn, breve, pakker, besøg og tanker! Det bliver dejligt at være lidt tættere på jer allesammen igen. Vi håber, I har hygget jer med bloggen, fedt I har fulgt med. Alt det bedste og forhåbentlig på gensyn meget snart :) Christel og Zenia..

Ferie med alt betalt...

Inden vi kunne vente 2 styks mor og 1 styk far her til Israel kom to af mine(Christels) veninder forbi i en uges tid - vi tog rundt i Jerusalem, omegn og Eilat(til en ordentlig omgang bølger, skulle vi hilse at sige!) og prøvede ellers at indhente lidt af det vi havde misset i det lange(!) stykke tid vi har været væk fra hinanden :) Zenias kæreste, Morten, lagde også vejen forbi Israel, så vi har rigtig hygget os med en masse danske gæster her i februar. Det har i hvert fald været en måned, der har føltes som en dejlig lang ferie.

Og så endelig kom dagen, hvor det sted, der har været vores hjem i seks måneder skulle vises frem og udforskes med forældrene. Jeg tror, gensynet var længe ventet - fra begge sider! Vi startede i Jerusalem med at se så meget som muligt, men eftersom vi har været i byen i en del tid og ikke har set bare halvdelen af, hvad der bydes på, var vi sat på en hård prøve med de 5 dage, som vi havde afsat. Vi nåede at sige farvel til Lise, Jakob og pigerne, Alyn og dem, vi kender derfra og Rida nede fra den gamle by, og det var nok egentlig noget af det vigtigste for Zenia og jeg. Fra Jerusalem tog vi toget(og nej, ikke det tog vi før har omtalt - men et andet) til Tel Aviv og så Haifa - helt sikkert en flot tur, der kan anbefales, og så fandt vi ud af at februar slet ikke er nogen dårlig måned at rejse rundt i, da alt er friskt og grønt, højst sandsynligt fordi det ind imellem står ned i lårtykke stråler :) En anden ting vi erfarede under denne ferie er, at forældre i den israelske offentlige transport er noget, der skal tænkes grundigt igennem; myldretider og megen bagage var bare nogle af de få ting, der pludselig kunne få nerverne helt uden på tøjet. Men selvfølgelig gik det også!

I Haifa lejede vi en bil og derefter gik turen til Nazareth, Tiberias, søen og alle de kirker, der omringer den. Far blev aldrig den israelske bilist jeg havde håbet på, selvom jeg op til flere gange gjorde ham opmærksom på situationer, hvor det ville være helt i orden at bruge det horn enhver bil er udstyret med - en eller anden måde skal man jo komme af med sine frustrationer på, når man nu ikke selv er gammel nok til at køre i lejede biler. Men ja, måske er det godt nok... Ellers nød vores forældre også godt af, at det for en gangs skyld var os, der klarede det med at køre visakortet igennem og underskrive kvitteringer(i hvert fald indtil vi får fundet kontoudskrifterne for februar frem!).

På nogle tidspunkter kom der også lidt ris/ros til "Christel og Zenias turguiding"; de syntes bl.a., at vi brugte vendingen "Der er bare et lille stykke at gå..." lidt for ofte, så vi besluttede os for en dag a la lidt luksus. Så den stod både på ged(vi besøgte en restaurant på en gedefarm, hvor vi fik lækker mad) og rådne æg(Hamat Gadar er et sted med dejlige varme kilder, men det dufter lidt sært!) - noget, der så ud til at falde i alles smag.

Efter godt 10 skønne dage og flere ompakninger af kufferter og taske vendte vi så næsen mod lufthavnen, Danmark, rugbrød og skilte, der ALTID skal læses fra venstre mod højre...

Fotoalbum: ferie :)

Endelig ankom de :)

På vej OP af Oliebjerget..

Vores dejlige araberven, Rida, fra bazaren i Jerusalem

Sidste smut på caféen i den gamle by

Gravkirken

Gravhaven

Det er heller ikke fair sådan at blive skudt af kameraet efter at have spurtet op af Masada, men sjovt var det!

"Chok der er mange trapper!"

Togturen fra Jerusalem til Haifa

Jo jo vi har også trænet LIDT..

Med cable car i Haifa

På gedefarm og fik gedeost..

We are staying !!

Efter nærmere eftertanke er vi kommet frem til, at vi ikke kan undvære ice coffee, vores daglige chokoladebudding og billige avokado, såå ja vi er nok nødt til igen at besøge Israel, man bliver aldrig "done" med det her land..

Nå, men overskriften er nu ikke helt lyv: Vi fik så ret, hvad angår den israelske schnellhed, nu er datoen for flytningen af volontørlejlighed sat til den 22, altså når vi er færdige her og turer rundt i det ganske land med familien :) Hvilken lettelse ikke at skulle til at flytte lejlighed og bo i papkasser de sidse to uger her..

Ellers har vi været sammen med Joffifolket nogle dage i denne uge og hygget med volontørerne her på Alyn. Vi forsøger at få så meget som overhovedet muligt stoppet ind i programmet inden hjemturen, det er med at nyde nuet og dets muligheder - og dét gør vi!

Sand mellem tæerne og sol i øjnene

Efter alt det hårde arbejde var det ikke noget problem at blive enige om, at vi hellere måtte tage ferie og smutte til Eilat for at hygge og nyde solen. Sådan endte vi med Mette, Christian og Louise i israelernes eget ferieparadis. Her oplevede vi i løbet af 3 dage mærkelige fisk, koraller, en farveskiftende blæksprutte, musik på stranden, den bedste kaffe; glasekspresso på ארומה (Aroma) og vigtigst (i alt fald, hvis du spørger Christel) den brændende sol. Derudover kan der rapporteres om styrtdykkende fugle - så sidder man der fredeligt og rolig på en udendørscafé og nyder en vanvittig god salat, da to fugle styrtdykker ned mod Lousie og Christian og afsætter fra dem som turbojet igen. Christian ansigtsudtryk talte for sig selv, mit skrig sørgede for ekstra opmærksomhed og nåå ja, så Louise, der ingenting opdagede :)

På stranden, for nice !!

Og nej Christel, det lykkedes ikke at få vandpiben uden for kameravinklen..
- Christels forsvar: "Øhh, jeg holder den for min usynlige ven"?!

Louises super tætte sko

Mette - ?יפה, נכון

Hvad fremtiden byder på? Vi har henholdsvis en og halvanden uges arbejde tilbage, resten af tiden skal der chilles.. Jeg tager med Mette op og crasher vores fælles veninde Mirjam på disipelskolen i Tiberias, Christel får to veninder på besøg, Morten kommer, vi har en hikertur samt en nat i skoven og telte i vente (vi satser endnu engang på Christians BS-evner) og håber at møde LMH'erne downtown Jerusalem.. De sidste 10 dage kommer "ZeniaogChristels tourguidning" på sin sidste og måske mest afgørende prøve - vores forældre kommer!

Februar bliver vild, oplevelserne er mange, bunden af pengekisten begynder snart at kunne ses og de mange hårde farveller skræmmer en smule. Vi er nu kommet til at holde af det her underlige sted :)

Seminar til Galilæa

Ja, det er slet ikke dårligt sådan at tage lidt væk, når man nu skal lære noget om Israel... Denne tur var længe ventet, da vi slet ikke har været længere nordpå end French Hill(der, hvor Lise og Jakob bor=ikke særlig langt væk). Så d.10.-12.januar drog vi i 3 biler op i landet. Denne tur bød på alt lige fra badning i varme kilder, ridning - western style, selvfølgelig, sejltur på Genesaret sø til besøg i Nazareth village(bare tænk Hjerl hede på Jesu' tid), flotte ruiner og kirker. Vi vil igen(det gik jo godt sidste gang) lade billederne(og lidt tekst) tale for sig selv:

 Find luppen frem; der er tre sortbrogede køer!

Frokost ved Genesaret

 Synagogen i Kapernaum

 Eftersigende har disse sten ved Peters Primacy engang stået under vand

Så er det krokodilletid! 

Livet som volontør er hårdt, så derfor en tur i disse naturligt varme kilder :)

Så er vi i Nazareth village... 

Sejltur på Genesaret 

Zenia forklarer Christian, hvordan hun ville ha' skræmt fuglene,

hvis de var blevet på broen, hmm... 

Saligprisningernes bjerg - Lise guider og vi lytter :) 

Efter en ridetur, blev jeg så glad for dyr,

at jeg besluttede mig for at bonde lidt med hund og kat! Sikke en dag!

Den sidste ruin på ruten - Cæsarea...

- Julen varer li' til påske...

Det var i alt fald planen, sådan næsten da. Christel og jeg indgik, da vi hang julepynt op, den aftale, at vi ville lade det hænge til hjemrejsen sidst i februar, men.. Vi skal flytte! Alle volontørerne i drengelejligheden(det er der, vi bor) skal ned og bo i et hus lige rundt om hjørnet, hvilket betyder, at vi skal før op og det værst tænkelige - UDENFOR for at komme på arbejde! Om det nogensinde lykkedes de kære israelere at blive klar og få os flyttet inden vi smutter bliver spændende at se. Vi husker vel alle det længeventede tog, der var billede af i et tidligere indlæg? Det er stadig ikke på skinnerne, og ja så alligevel - det holder på skinnerne og prøvekøres i ny og næ, hvilket resulterer i, at der er nødt til at være nogle, som sidder vagt på plastikstole udenfor hele natten, så bli'r det ikk' mere israelsk.

Nå, men hvad er der ellers sket siden sidst? Tjo, vi har nydt uanede mængder af god mad, I ville alle være stolte af os, hvis I havde set portionerne. Nytårsaften gik den helt agurk. Endnu engang var location hos Lise og Jakob, der er så hyggeligt. Christian stod for forretten, værtsparret for hovedretten og vi fyrede den af med dessert. Aftenen spurtede afsted med dronningens nytårstale, 90 års fødselsdag (Anti, vores kære finne, grinede mere af os end selve filmen) og underholdning. Da klokken så endelig slår 24.00, sidder vi alle spændt ventende, men det eneste, der sprang var champagnepropperne. Så vi satte selvfølgelig selv gang i festen med medbagte stjernekastere - fyrværkerijagt hernede giver ikke pote, den vilde fontæne vi havde var vaskeægte import fra DK, og den skulle stå på et bord. Men sjovt var det, vi havde en rigtig hyggelig aften og nat :)

Ellers har vi fået overrakt den glædelige nyhed, at vi ikke skal have flere hebraisktimer! Jublen ville ingen ende tage og dog, det er nu lidt trist, at det ikke lykkedes os at mestre betydningerne af de mange skæve lyde, men om ikke andet, har vi da haft det sjovt med det, vi nu engang har lært.

Vores venner er lige så stille ved at vende næsen mod koldere egne. Det er lidt mærkeligt efter man nu forbinder Jerusalem med dem, men vi følger jo snart efter. Vi får besøg af vores forældre(minus Zenias far) og Morten den sidste uge hernede - det glæder vi os rigtig meget til - og så har vi en billet hjem d.28.februar. Vi har fået at vide hjemmefra, at man her og der begynder at spørge om, hvad vi så skal nu, så vi må hellere lave en opdatering! Stod det til vores dejlige kollegaer skulle vi jo blive på Alin Hospital en hel del måneder endnu, men vi har vist fået vores eventyrlyst stillet for det næste lange stykke tid :) I stedet skal vi hjem til henholdsvis Esbjerg og Ballum(I ved - den lille landsby ud for Rømø) og finde os noget arbejde. Hvilket slags arbejde står endnu hen i det uvisse...

Selvom vores israelske eventyr snart lakker mod enden, er der stadig en masse at skrive om, så næste blogindlæg er allerede på tegnebrættet!!

מערך דיור

Følger da lige Christels gode eksempel og beskriver mit arbejde lidt. Afdelingen hedder Ma'arach Diur, læses overskriften fra højre mod venstre, vil I komme frem til det også. På engelsk; Independent Living Neighborhood. På Yigal Yaakobi st. (gaden eller gangen, der forbinder alle de små lejligheder) bor 19 voksne heriblandt de 3 piger, som jeg passer. De har alle muskelsvind og langt størstedelen er ventilerede (kører rundt med respirator), men ellers er de helt klare i hovedet, så verdenssituationen er blevet vendt et par gange. Der er altid go' gang i gaden, med høj musik og katte løbende rundt overalt. Kollegaerne er friske og ikke blege for et godt grin, hvad enten det så er med beboerne eller os andre. Humor er en fantastisk og velbenyttet indgangsvinkel her, når sproget ikke altid er så flydende som ønsket. Selve arbejdet består i at hjælpe beboerne igennem dagen med alt, hvad den byder på, hvilket ofte er alt fra snotnæser, forberedelser til shabbatten, bad og madlavning.

Jeg har været rigtig glad for at være her, en del af beboerne og nogle af arbejderne taler engelsk, så det har været dejligt at kunne forstå hinanden. Det har også været nødvendigt i forhold til især de tre piger, der er tale om voksne mennesker, der på alle måder ved, hvad de vil og ikke vil, så skal kufferten pakkes med tøjet placeret i en vis farverækkefølge, ja så er det sådan, det bliver. Det har været noget af en udfordring for mig altid at skulle gribe opgaverne an, som de gerne vil det, også selvom jeg måske selv har 3 forslag til, hvordan de kunne løses lettere. Det er ikke altid lige let at være hænder og fødder for nogle, der er så meget anderledes end en selv. Men vi er nu alt i alt kommet rigtig godt ud af det sammen. Det gør indtryk, når de drøner mig råbende i møde efter en ferie, brokker sig over, at jeg altid har for meget fri eller når vi hånd i hånd tager turen mod trappen til lejligheden efter en vagt.

Jeg arbejder sammen med jøder, russere, de tyske volontører og arabere, så det er virkelig spændende og udfordrende! Vagtplanen kommer gerne en halv uge før, den træder i kraft, nattevagterne bruges på googletranslate for bare at forstå lidt af, hvad den kære araber prøver at fortælle og fri i shabbatten er nærmest umuligt, da nogle af kollegaerne er fra det ortodokse kvarter. Det er sjovt at opleve, når deres rabbi kommer forbi og underviser de jødiske beboere, vi volontører sidder sammen med den ene kristne og forsøger at finde frem til, hvilke tekster, der undervises i, hvorefter vi læser dem i bibelen på tysk, dansk og arabisk, så stikker man lige hovedet ud af vinduet og wupti, så ved man også, hvor Mekka ligger, da muslimerne er i gang med fredagsbønnen.

Jeg føler virkelig at være kommet tæt på den israelske kultur og tankegang de sidste 5-6 måneder takket være hverdagen her, det gælder både arbejdsforhold, ideen om at beboerne selv kan bestemme om der skal bruges lift, men også den tid, omsorg og ligeværdighed, der findes her. Leat, leat - slowly, slowly.

Det her er et helt specielt sted og jeg har uden tvivl lært meget og nydt at være her, mest på grund af menneskerne, er virkelig kommet til at holde af dem. Så det farvel, der venter rundt om hjørnet, bliver ikke helt så let, men arbejdet kan i længden godt blive småtrivielt, samtidig med at Danmark og alle jer derhjemme trækker, så det er nok bedst sådan.

בית חם

Som I nok alle, ud fra overskriften, kan se, kommer dette indlæg til at handle om hvad jeg(Christel) går rundt og laver, når den står på arbejde. Titlen udtales noget i retning af Beit Cham(ch skal udtales som et r, der kradser lidt!!) og betyder varmt hus/hjem. Det er navnet på afdelingen, hvor jeg er sammen med tre andre volontører. Et sted, jeg helt sikkert har nydt at være. Faciliteterne er gode, og pladsen er stor, så meget bedre bliver det vist ikke. Efter godt 5 måneder mener jeg at kende de syv børn rimelig godt, og jeg må nok indse, at det bliver noget af en opgave at sige farvel til dem.

Af gode grunde kan jeg desværre ikke lægge nogle billeder af dem herind, som I kan se, men de er i hvert fald på hver deres måde helt specielle og jeg har virkelig sat pris på at få lov til at følge dem så tæt i den tid, vi har været i Israel. Kommunikationen har været begrænset, enten fordi mit hebraiske til alle tider ikke helt slår til eller fordi de ikke har et verbalt sprog, men så har vi fundet andre indgangsvinkler - og samtidig med at det har været en enorm udfordring, har det også været interessant! Det har, ifølge besøgende og andet godtfolk, resulteret i at jeg i dag nok har et meget overdrevet brug af gestik og mimik :) Men hvad andet kan man gøre, når en af drengene kun udtaler vokalerne og en anden kun gør brug af tegnet for nej, selvom hun kan en del tegnsprog?!

Udover de syv er der også en pige, der hver eftermiddag og aften slutter sig til flokken. De bor alle fast på hospitalet og går i den tilknyttede skole og børnehave. Efter endt skoledag står menuen på middagslur(det er de fleste dog ikke enige i - på det punkt ligner de vist helt normale børn!) og senere leger vi så og laver andre aktiviteter, det bliver sjældent til det helt store, da hver enkelt kræver mindst to hænder, men vi prøver :)

Fem måneder er gået og vi har cirka en måned tilbage, før vi skal på flyveren hjem. Det må være underligt og på en måde også lidt træls at bo, og for sygeplejerskernes vedkommende arbejde, et sted, hvor der hele tiden udskiftes i folk omkring en, men jeg håber, vi har givet bare en brøkdel af, hvad vi føler vi har fået igen af dem - det er i hvet fald ikke småting... Men som min chef sagde den anden dag: "You go home, study nursing and then you'll come back!"