At forsvare sin opvask!

Yes, nu kan vi snart ikke løbe fra det længere, vi er tydeligvis påvirket af den israelske mentalitet; i sidste blogindlæg lovede vi oftere og kortere indlæg, men på bedste israelske vis har den ene udskydelse taget den anden og ja, så ender vi igen med et langt indlæg, men det er spændende, denne gang handler det nemlig om "opvaskeudrydderen" og frygten for denne...

Christel og jeg var i starten en smule nervøse for, om vi nogensinde med glæde i stemmen ville komme til at udbryde: "Home sweet home", men måske vi er ved at være der! Stedet rummer al den charme, man kan forestille sig; et toilet med et toiletbræt, der er alt andet end fastsiddende (det er lykkedes at falde af for undertegnede), et sultent køleskab (vores iste forsvinder i alt fald før, vi selv når at smage?) og myrer, der hjælper til med rengøringen af køkkenbordet.

Men alt kan ses fra flere vinkler, har jeg ladet mig fortælle af en af mine kollegaer, der har påtaget sig den, efter hans mening, store opgave at lære mig, en ensporet vesterlænding, at være "openmindet". Så Christel og jeg forsøger ihærdigt at bruge vores vinkler og jo, man kan faktisk godt komme til at holde rigtig meget af et sted, hvor vandet i bruseren nogle gange er brunt, opvasken altid vokser over håndvaskhøjde (den er ellers ret stor!), vaskemaskinen konstant er fuld, fordi drengene af en eller anden grund mener vasketøjet har bedst af at ligge lidt og køleskabet er alt for fattigt på kød. Og hey, vi har vejskilte på væggen, en Joey-lænestol og skidt på gulvet, det bliver da ikke bedre?! Vi synes selv, at vi har været gode til bare at flytte ind, forstå at det her nu en gang er drengelejligheden, det bliver altså nok ikke bedre og så lade stå til. Christel får dog en gang imellem sine flip, og så forsvinder opvasken i en gevaldig fart. Ved ikke helt om det har chokeret drengene eller hvad, men det har i alt fald resulteret i, at Boas en af dagene kommer løbende hen til mig i døren og forsvarer sin opvask fra "opvaskeudrydderen" - " Zenia, det er min opvask, sørg for at Christel ikke tager den fra mig, beseder (okay)?!". Hvem havde troet det, jo, Christel kan lidt af hvert.

Ellers har den sidste uge budt på en tur til Jeriko - vores første møde med vestbredden. Her mødte vi Tass Saada, forfatteren og hovedpersonen i "Jeg var snigskytte for Arafat". Han viste os lidt rundt i Jeriko, og vi så nogle af de projekter, han har gang i for at give håb til de mennesker, der lever i byen og de omkringliggende flygtningelejre. En virkelig interessant dag!

Hver gang der er nogle, der beglor os lidt groft kommer Christel altid med sin spydige kommentar: "Zenia, det er dig og dit lyse hår de kigger efter", men nope! I Jeriko fik vi dog lige denne misforståelse sat på plads: Vi var ude og se ruinerne fra det gamle Jeriko, hvor vi mødte den lettere påtrængende vagt, som konsekvent afbrød hver anden sætning, og med rystende hoved udbryder: "Christel, uhhh, Christel". Ih, hvor jeg frydede mig! :)

Louise og jeg udfor det gamle Jerikos mur, som Guds folk har været ekstremt gode til at vælte, da de gik rundt om den i tidernes morgen, der var i alt fald ikke meget andet end et par potteskår og sten tilbage...

I anledningen af min fødselsdag ville vi give os i kast med at bage vores livs første kiksekage. Første udfordring var imidlertid at finde ingredienserne - pasteuriserede æg har vi endnu ikke fundet hernede, så vi fandt en opskrift uden, men flormelis skulle vise sig også at være problematisk! Efter at have trykket på og rystet med alle poser og pakker, der bare lignede noget i stil med flormelis, endte vi ud med to poser, ens størrelse og pris - hvad gør man så? Man satser! Og vi må have ramt rigtig, kagen blev i alt fald god, og nydt af alle os i lejligheden og de 4 dejlige volontørpiger, der valgte at bruge dagen på at fejre min fødselsdag. Det var en super god dag :)

Her er vi i gang med kiksekagen, jeg tager mig kærligt af chokoladen og Christel er ved at forsvare brugen af en sprøjte som decilitermål overfor Johannes...

Farveller, mojn i æ' boks, jalla bye!

En hverdag farvet af mennesker

Wow som tiden dog flyver afsted og vores kartonstykke på væggen med blogindlægsideer bliver længere og længere, så det er vist på høje tid, at vi får skrevet lidt hjem :)
Siden sidst har vi oplevet vildt mange små fede og forskellige ting, så vi vil i det følgende på aller kreativeste manerer give os i kast med at male vores lille farverige billede af livet som volontør i Jerusalem..

Nu hedder projektet "Meet the people" og det må man sige vi gør, til tider uoverskueligt mange mennesker! I fredags var vi ved grædemuren for at opleve starten på shabatten, men tror lidt vi kom på et forkert tidspunkt, der var i alt fald ikke så mange mennesker som forventet, det var der til genglæd ved Damaskus Gate. Vi skulle igennem den for at komme til gudstjeneste, men det var lettere tænkt end gjort. Alle muslimerne var lige kommet fra fredagsbøn og ville ud af samme gate. Der stod vi så tre danskere mast sammen med alle muslimerne. Til at starte med var det ret sjovt, men jo længere ind i den stillestående mængden vi kom og jo mere temperamentet blandt vores midlertidige naboer steg lodret i negativ favør, gik det op for os, at der nok var en grund til, at vi var de eneste turister. Efter en halv time, en masse skub og massen var vi godt igennem, hvilken lettelse. Nu kan vi grine lidt af det, en vild oplevelse, men tror vi smutter en anden vej næste fredag.

Kom vi lige til at betegne os selv som turister der? Hmm, så retter vi lige: vi er israelere, vi har jo israelske telefonnumre, så kom igen! Og det er ved at gå op for folk, den ortodokse jøde på busstationen stiller os spørgsmål på hebraisk, gadesælgerne har opgivet os og taxachaufførerne er holdt op med at snyde os (tror vi da nok) :)

Så der er meget, der har ændret sig, og vejret er også blevet lidt køligere til glæde for os nordboerer. Vi har i den forgangne uge haft den vilde oplevelse at få den første kuldegysning - det kan lade sig gøre!

Noget helt andet og efter min mening mere skræmmende, der er muligt, er mælk på pose?! Christel og jeg kæmper stadig lidt, men vi er ved at blive hårde til at tackle den uhandy emballage.. Og sødmælk er faktisk uhyre godt, hvem skulle have troet det? En anden god ting er venner. På Christels fødselsdag fik vi besøg af Louise, der også bor i Jerusalem til februar og vi fik bagt den bedste og største portion brownies til glæde for os selv og resten af lejligheden. Mums de var gode! Da vi havde været i En Kerem og spise,
blev vi ringet op af Andreas, en af de andre herlige volontører fra vores organisation, om vi da ikke lige kom forbi Jerusalem downtown og hyggede med ham og de tyske volontører og jo da! Så vi hoppede glade både på og af bussen og fandt dalen, vi skulle ned i, den var godt nok mørk.. Vi gik lidt (længe) forvirrede rundt mellem ruinerne og var ikke helt glade for den forladte stemning, men vi blev fundet af nogle tyskere og Andreas. Der sad vi så og hyggede med dejlige mennesker og bål i de ruiner, der pludselig var blevet helt vildt flotte. En super oplevelse!

Vi er ved at få stablet en hverdag på benene hernede og det er skønt! Arbejdet og humøret omkring det svinger stadig meget, men der er visse oplevelser, der gør, at man stolt holder fanen og hovedet højt. Når beboerne på min (Zenias) afdeling glade komme ræsende med deres kørestole og fortæller om en fed oplevelse, deres snotnæse eller hvor glade de er for at se en, kan det være svært at lade være med at smile, så jeg har opgivet og deler ud af alle de smil, de selv er med til at frembringe.. Den sidste uge har der kun været to af de tre, jeg passer, hjemme på Alyn, så der har været rigeligt med tid, hvilket har resulteret i en del rengøring af køkkener, blot for at jeg lavede et eller andet i de 8 timer. Da en af drengene så drøner om hjørnet, bremser hårdt og får fremstammet en hel buket af rosende og opmuntrende ord, da han ser, at hans hylde er ved at få den rengøring, den har ventet på lidt for længe, så blev selv rengøringen fed og en tjeneste! Den havde jeg alligevel ikke ventet, Gud kan nogle tricks, virkelig. Når man er allermest træt af det, så formår han bare at give en modet tilbage.


Ellers virker det også som om Christel begynder at nyde arbejdet en smule. Lige for tiden er der en masse ferier, helligdage og lignende, så det er ikke en helt normal hverdag på Beit Cham (afdelingens navn) endnu, men det er da fedt, at ens arbejde består af mindst 3 timers leg hver gang :)

Så som I kan høre, er vores hverdag fyldt med mennesker og det er herligt, til tider også udfordrende.. Det var vist alt for nu, vi beklager, at indlægget blev så langt denne gang - vi arbejder på at skrive oftere og kortere! Vi fejrer Rosh Hashana (det jødiske nytår) i disse dage, så godt nytår til jer :)