Christel og Zenia i Israel

To styks rundforvirrede, men glade, mellemøstdanskere tilbage i andedammen DK :)

2011-02-28T14:54:00.009+02:00

Den sidste icecoffee! Den sidste 5'er i lufthavnen. Det sidste blogindslag. TUD...

Efter at have været igennem det helt store sikkerhedstjek, samtaler med lufthavnsmennesker og nærmest et sammenbrud da visadamen spurgte, om vi ville forlade landet, sidder vi nu et sted mellem vores Israel og Danmark, nærmere bestemt Ben Gurion Lufthavn. Christel har lige formået at få sig en ordentlig omgang brain freeze - der troede jeg ellers lige, vi med rette kunne begynde at kalde os "prof icecoffee-drikkere", men nej :)

Der er blevet sagt farvel til alle vores venner på Alyn, kollegaer, beboere og børn såvel som volontørere, sikken en omgang! Lige præcis de her mennesker har været en del af vores skønne hverdag det sidste halve år, så ingen tvivl om, at de bliver savnede og nok også årsag til, at vi er nødt til at vende tilbage før eller siden. Vi har haft et fedt halvt år, fået en masse fantastiske oplevelser, der snart bliver minder. Kanon! Det er bare lidt svært sådan lige at skulle tage afsked med det hele, så der går nok lidt tid inden, vi har det helt godt med det her. Der blev i alt fald fældet lidt tårer, da flyveren lettede, underligt...

Men på den anden side venter Danmark og alle jer herlige og savnede mennesker.

Vi kommer nok ikke uden om, at vi måske er blevet lidt miljøskadet dels af kulturen dels af hinanden. Det mest alvorlige er nok, at vi det sidste halve år har lært at holde af; at planlægning er noget man gerne skyder sko og "fake nutella" efter, længe leve her og nu, prisprutning er et most, eller det faktum at politibiler og ambulancer med udrykning og blink først skal tages seriøst, når de dytter, alt andet er bare blær. Nej, vi har vel ikke boet i Mellemøsten for ingenting. Da flyveren lander i KBH smider jeg uden videre omtanke følgende kommentar: "Christel, vil du måske tage min taske ned, tror ikke, ham manden der har tænkt sig at gå ud før vi gør det", hvorefter Christel flad af grin gør mig opmærksom på sandsynligheden for, at han rent faktisk kunne forstå os, og ganske rigtig, den arabisk udseende mand smuttede! Vi går på gangen i lufthavnen og tager flere gange os selv i at forsøge at læse skiltene fra højre mod venstre, så giver de altså bare ingen mening - hvor er alt vores volapyk hebraisk blevet af? Dog var der en opløftende oplevelse: Der findes DOMINO'S i DK!? (pizzakæde, der flere gange har reddet vores aftensmad i kosherlandet, der er nu ikke noget som en pizza med både ost og kød).

Det har været en helt speciel oplevelse at rykke rødderne op og for en tid rejse ud, etablere sig en hverdag, der på ingen måder havde chance for at blive som det kendte, satse på hinanden, på Gud og alle de mennesker, der gennem hele opholdet har mødt os, og ja, så bare mærke, hvordan dagene er fløjet afsted, venskaberne er blevet mange og vores sprog er endt med at være go' omgang balagan.

Vi vil gerne takke super meget for støtte, forbøn, breve, pakker, besøg og tanker! Det bliver dejligt at være lidt tættere på jer allesammen igen. Vi håber, I har hygget jer med bloggen, fedt I har fulgt med. Alt det bedste og forhåbentlig på gensyn meget snart :) Christel og Zenia..

Ferie med alt betalt...

2011-02-27T18:37:00.000+02:00

Inden vi kunne vente 2 styks mor og 1 styk far her til Israel kom to af mine(Christels) veninder forbi i en uges tid - vi tog rundt i Jerusalem, omegn og Eilat(til en ordentlig omgang bølger, skulle vi hilse at sige!) og prøvede ellers at indhente lidt af det vi havde misset i det lange(!) stykke tid vi har været væk fra hinanden :) Zenias kæreste, Morten, lagde også vejen forbi Israel, så vi har rigtig hygget os med en masse danske gæster her i februar. Det har i hvert fald været en måned, der har føltes som en dejlig lang ferie.

Og så endelig kom dagen, hvor det sted, der har været vores hjem i seks måneder skulle vises frem og udforskes med forældrene. Jeg tror, gensynet var længe ventet - fra begge sider! Vi startede i Jerusalem med at se så meget som muligt, men eftersom vi har været i byen i en del tid og ikke har set bare halvdelen af, hvad der bydes på, var vi sat på en hård prøve med de 5 dage, som vi havde afsat. Vi nåede at sige farvel til Lise, Jakob og pigerne, Alyn og dem, vi kender derfra og Rida nede fra den gamle by, og det var nok egentlig noget af det vigtigste for Zenia og jeg. Fra Jerusalem tog vi toget(og nej, ikke det tog vi før har omtalt - men et andet) til Tel Aviv og så Haifa - helt sikkert en flot tur, der kan anbefales, og så fandt vi ud af at februar slet ikke er nogen dårlig måned at rejse rundt i, da alt er friskt og grønt, højst sandsynligt fordi det ind imellem står ned i lårtykke stråler :) En anden ting vi erfarede under denne ferie er, at forældre i den israelske offentlige transport er noget, der skal tænkes grundigt igennem; myldretider og megen bagage var bare nogle af de få ting, der pludselig kunne få nerverne helt uden på tøjet. Men selvfølgelig gik det også!

I Haifa lejede vi en bil og derefter gik turen til Nazareth, Tiberias, søen og alle de kirker, der omringer den. Far blev aldrig den israelske bilist jeg havde håbet på, selvom jeg op til flere gange gjorde ham opmærksom på situationer, hvor det ville være helt i orden at bruge det horn enhver bil er udstyret med - en eller anden måde skal man jo komme af med sine frustrationer på, når man nu ikke selv er gammel nok til at køre i lejede biler. Men ja, måske er det godt nok... Ellers nød vores forældre også godt af, at det for en gangs skyld var os, der klarede det med at køre visakortet igennem og underskrive kvitteringer(i hvert fald indtil vi får fundet kontoudskrifterne for februar frem!).

På nogle tidspunkter kom der også lidt ris/ros til "Christel og Zenias turguiding"; de syntes bl.a., at vi brugte vendingen "Der er bare et lille stykke at gå..." lidt for ofte, så vi besluttede os for en dag a la lidt luksus. Så den stod både på ged(vi besøgte en restaurant på en gedefarm, hvor vi fik lækker mad) og rådne æg(Hamat Gadar er et sted med dejlige varme kilder, men det dufter lidt sært!) - noget, der så ud til at falde i alles smag.

Efter godt 10 skønne dage og flere ompakninger af kufferter og taske vendte vi så næsen mod lufthavnen, Danmark, rugbrød og skilte, der ALTID skal læses fra venstre mod højre...

Fotoalbum: ferie :)

2011-02-27T18:00:00.001+02:00

Endelig ankom de :)

På vej OP af Oliebjerget..

Vores dejlige araberven, Rida, fra bazaren i Jerusalem

Sidste smut på caféen i den gamle by

Gravkirken

Gravhaven

Det er heller ikke fair sådan at blive skudt af kameraet efter at have spurtet op af Masada, men sjovt var det!

"Chok der er mange trapper!"

Togturen fra Jerusalem til Haifa

Jo jo vi har også trænet LIDT..

Med cable car i Haifa

På gedefarm og fik gedeost..

We are staying !!

2011-02-05T00:15:00.000+02:00

Efter nærmere eftertanke er vi kommet frem til, at vi ikke kan undvære ice coffee, vores daglige chokoladebudding og billige avokado, såå ja vi er nok nødt til igen at besøge Israel, man bliver aldrig "done" med det her land..

Nå, men overskriften er nu ikke helt lyv: Vi fik så ret, hvad angår den israelske schnellhed, nu er datoen for flytningen af volontørlejlighed sat til den 22, altså når vi er færdige her og turer rundt i det ganske land med familien :) Hvilken lettelse ikke at skulle til at flytte lejlighed og bo i papkasser de sidse to uger her..

Ellers har vi været sammen med Joffifolket nogle dage i denne uge og hygget med volontørerne her på Alyn. Vi forsøger at få så meget som overhovedet muligt stoppet ind i programmet inden hjemturen, det er med at nyde nuet og dets muligheder - og dét gør vi!

Sand mellem tæerne og sol i øjnene

2011-01-31T16:38:00.006+02:00

Efter alt det hårde arbejde var det ikke noget problem at blive enige om, at vi hellere måtte tage ferie og smutte til Eilat for at hygge og nyde solen. Sådan endte vi med Mette, Christian og Louise i israelernes eget ferieparadis. Her oplevede vi i løbet af 3 dage mærkelige fisk, koraller, en farveskiftende blæksprutte, musik på stranden, den bedste kaffe; glasekspresso på ארומה (Aroma) og vigtigst (i alt fald, hvis du spørger Christel) den brændende sol. Derudover kan der rapporteres om styrtdykkende fugle - så sidder man der fredeligt og rolig på en udendørscafé og nyder en vanvittig god salat, da to fugle styrtdykker ned mod Lousie og Christian og afsætter fra dem som turbojet igen. Christian ansigtsudtryk talte for sig selv, mit skrig sørgede for ekstra opmærksomhed og nåå ja, så Louise, der ingenting opdagede :)

På stranden, for nice !!

Og nej Christel, det lykkedes ikke at få vandpiben uden for kameravinklen..
- Christels forsvar: "Øhh, jeg holder den for min usynlige ven"?!

Louises super tætte sko

Mette - ?יפה, נכון

Hvad fremtiden byder på? Vi har henholdsvis en og halvanden uges arbejde tilbage, resten af tiden skal der chilles.. Jeg tager med Mette op og crasher vores fælles veninde Mirjam på disipelskolen i Tiberias, Christel får to veninder på besøg, Morten kommer, vi har en hikertur samt en nat i skoven og telte i vente (vi satser endnu engang på Christians BS-evner) og håber at møde LMH'erne downtown Jerusalem.. De sidste 10 dage kommer "ZeniaogChristels tourguidning" på sin sidste og måske mest afgørende prøve - vores forældre kommer!

Februar bliver vild, oplevelserne er mange, bunden af pengekisten begynder snart at kunne ses og de mange hårde farveller skræmmer en smule. Vi er nu kommet til at holde af det her underlige sted :)

Seminar til Galilæa

2011-01-16T14:21:00.000+02:00

Ja, det er slet ikke dårligt sådan at tage lidt væk, når man nu skal lære noget om Israel... Denne tur var længe ventet, da vi slet ikke har været længere nordpå end French Hill(der, hvor Lise og Jakob bor=ikke særlig langt væk). Så d.10.-12.januar drog vi i 3 biler op i landet. Denne tur bød på alt lige fra badning i varme kilder, ridning - western style, selvfølgelig, sejltur på Genesaret sø til besøg i Nazareth village(bare tænk Hjerl hede på Jesu' tid), flotte ruiner og kirker. Vi vil igen(det gik jo godt sidste gang) lade billederne(og lidt tekst) tale for sig selv:

Find luppen frem; der er tre sortbrogede køer!

Frokost ved Genesaret

Synagogen i Kapernaum

Eftersigende har disse sten ved Peters Primacy engang stået under vand

Så er det krokodilletid!

Livet som volontør er hårdt, så derfor en tur i disse naturligt varme kilder :)

Så er vi i Nazareth village...

Sejltur på Genesaret

Zenia forklarer Christian, hvordan hun ville ha' skræmt fuglene,

hvis de var blevet på broen, hmm...

Saligprisningernes bjerg - Lise guider og vi lytter :)

Efter en ridetur, blev jeg så glad for dyr,

at jeg besluttede mig for at bonde lidt med hund og kat! Sikke en dag!

Den sidste ruin på ruten - Cæsarea...

- Julen varer li' til påske...

2011-01-15T14:35:00.000+02:00

Det var i alt fald planen, sådan næsten da. Christel og jeg indgik, da vi hang julepynt op, den aftale, at vi ville lade det hænge til hjemrejsen sidst i februar, men.. Vi skal flytte! Alle volontørerne i drengelejligheden(det er der, vi bor) skal ned og bo i et hus lige rundt om hjørnet, hvilket betyder, at vi skal før op og det værst tænkelige - UDENFOR for at komme på arbejde! Om det nogensinde lykkedes de kære israelere at blive klar og få os flyttet inden vi smutter bliver spændende at se. Vi husker vel alle det længeventede tog, der var billede af i et tidligere indlæg? Det er stadig ikke på skinnerne, og ja så alligevel - det holder på skinnerne og prøvekøres i ny og næ, hvilket resulterer i, at der er nødt til at være nogle, som sidder vagt på plastikstole udenfor hele natten, så bli'r det ikk' mere israelsk.

Nå, men hvad er der ellers sket siden sidst? Tjo, vi har nydt uanede mængder af god mad, I ville alle være stolte af os, hvis I havde set portionerne. Nytårsaften gik den helt agurk. Endnu engang var location hos Lise og Jakob, der er så hyggeligt. Christian stod for forretten, værtsparret for hovedretten og vi fyrede den af med dessert. Aftenen spurtede afsted med dronningens nytårstale, 90 års fødselsdag (Anti, vores kære finne, grinede mere af os end selve filmen) og underholdning. Da klokken så endelig slår 24.00, sidder vi alle spændt ventende, men det eneste, der sprang var champagnepropperne. Så vi satte selvfølgelig selv gang i festen med medbagte stjernekastere - fyrværkerijagt hernede giver ikke pote, den vilde fontæne vi havde var vaskeægte import fra DK, og den skulle stå på et bord. Men sjovt var det, vi havde en rigtig hyggelig aften og nat :)

Ellers har vi fået overrakt den glædelige nyhed, at vi ikke skal have flere hebraisktimer! Jublen ville ingen ende tage og dog, det er nu lidt trist, at det ikke lykkedes os at mestre betydningerne af de mange skæve lyde, men om ikke andet, har vi da haft det sjovt med det, vi nu engang har lært.

Vores venner er lige så stille ved at vende næsen mod koldere egne. Det er lidt mærkeligt efter man nu forbinder Jerusalem med dem, men vi følger jo snart efter. Vi får besøg af vores forældre(minus Zenias far) og Morten den sidste uge hernede - det glæder vi os rigtig meget til - og så har vi en billet hjem d.28.februar. Vi har fået at vide hjemmefra, at man her og der begynder at spørge om, hvad vi så skal nu, så vi må hellere lave en opdatering! Stod det til vores dejlige kollegaer skulle vi jo blive på Alin Hospital en hel del måneder endnu, men vi har vist fået vores eventyrlyst stillet for det næste lange stykke tid :) I stedet skal vi hjem til henholdsvis Esbjerg og Ballum(I ved - den lille landsby ud for Rømø) og finde os noget arbejde. Hvilket slags arbejde står endnu hen i det uvisse...

Selvom vores israelske eventyr snart lakker mod enden, er der stadig en masse at skrive om, så næste blogindlæg er allerede på tegnebrættet!!

מערך דיור

2011-01-14T05:29:00.012+02:00

Følger da lige Christels gode eksempel og beskriver mit arbejde lidt. Afdelingen hedder Ma'arach Diur, læses overskriften fra højre mod venstre, vil I komme frem til det også. På engelsk; Independent Living Neighborhood. På Yigal Yaakobi st. (gaden eller gangen, der forbinder alle de små lejligheder) bor 19 voksne heriblandt de 3 piger, som jeg passer. De har alle muskelsvind og langt størstedelen er ventilerede (kører rundt med respirator), men ellers er de helt klare i hovedet, så verdenssituationen er blevet vendt et par gange. Der er altid go' gang i gaden, med høj musik og katte løbende rundt overalt. Kollegaerne er friske og ikke blege for et godt grin, hvad enten det så er med beboerne eller os andre. Humor er en fantastisk og velbenyttet indgangsvinkel her, når sproget ikke altid er så flydende som ønsket. Selve arbejdet består i at hjælpe beboerne igennem dagen med alt, hvad den byder på, hvilket ofte er alt fra snotnæser, forberedelser til shabbatten, bad og madlavning.

Jeg har været rigtig glad for at være her, en del af beboerne og nogle af arbejderne taler engelsk, så det har været dejligt at kunne forstå hinanden. Det har også været nødvendigt i forhold til især de tre piger, der er tale om voksne mennesker, der på alle måder ved, hvad de vil og ikke vil, så skal kufferten pakkes med tøjet placeret i en vis farverækkefølge, ja så er det sådan, det bliver. Det har været noget af en udfordring for mig altid at skulle gribe opgaverne an, som de gerne vil det, også selvom jeg måske selv har 3 forslag til, hvordan de kunne løses lettere. Det er ikke altid lige let at være hænder og fødder for nogle, der er så meget anderledes end en selv. Men vi er nu alt i alt kommet rigtig godt ud af det sammen. Det gør indtryk, når de drøner mig råbende i møde efter en ferie, brokker sig over, at jeg altid har for meget fri eller når vi hånd i hånd tager turen mod trappen til lejligheden efter en vagt.

Jeg arbejder sammen med jøder, russere, de tyske volontører og arabere, så det er virkelig spændende og udfordrende! Vagtplanen kommer gerne en halv uge før, den træder i kraft, nattevagterne bruges på googletranslate for bare at forstå lidt af, hvad den kære araber prøver at fortælle og fri i shabbatten er nærmest umuligt, da nogle af kollegaerne er fra det ortodokse kvarter. Det er sjovt at opleve, når deres rabbi kommer forbi og underviser de jødiske beboere, vi volontører sidder sammen med den ene kristne og forsøger at finde frem til, hvilke tekster, der undervises i, hvorefter vi læser dem i bibelen på tysk, dansk og arabisk, så stikker man lige hovedet ud af vinduet og wupti, så ved man også, hvor Mekka ligger, da muslimerne er i gang med fredagsbønnen.

Jeg føler virkelig at være kommet tæt på den israelske kultur og tankegang de sidste 5-6 måneder takket være hverdagen her, det gælder både arbejdsforhold, ideen om at beboerne selv kan bestemme om der skal bruges lift, men også den tid, omsorg og ligeværdighed, der findes her. Leat, leat - slowly, slowly.

Det her er et helt specielt sted og jeg har uden tvivl lært meget og nydt at være her, mest på grund af menneskerne, er virkelig kommet til at holde af dem. Så det farvel, der venter rundt om hjørnet, bliver ikke helt så let, men arbejdet kan i længden godt blive småtrivielt, samtidig med at Danmark og alle jer derhjemme trækker, så det er nok bedst sådan.

בית חם

2011-01-13T13:37:00.000+02:00

Som I nok alle, ud fra overskriften, kan se, kommer dette indlæg til at handle om hvad jeg(Christel) går rundt og laver, når den står på arbejde. Titlen udtales noget i retning af Beit Cham(ch skal udtales som et r, der kradser lidt!!) og betyder varmt hus/hjem. Det er navnet på afdelingen, hvor jeg er sammen med tre andre volontører. Et sted, jeg helt sikkert har nydt at være. Faciliteterne er gode, og pladsen er stor, så meget bedre bliver det vist ikke. Efter godt 5 måneder mener jeg at kende de syv børn rimelig godt, og jeg må nok indse, at det bliver noget af en opgave at sige farvel til dem.

Af gode grunde kan jeg desværre ikke lægge nogle billeder af dem herind, som I kan se, men de er i hvert fald på hver deres måde helt specielle og jeg har virkelig sat pris på at få lov til at følge dem så tæt i den tid, vi har været i Israel. Kommunikationen har været begrænset, enten fordi mit hebraiske til alle tider ikke helt slår til eller fordi de ikke har et verbalt sprog, men så har vi fundet andre indgangsvinkler - og samtidig med at det har været en enorm udfordring, har det også været interessant! Det har, ifølge besøgende og andet godtfolk, resulteret i at jeg i dag nok har et meget overdrevet brug af gestik og mimik :) Men hvad andet kan man gøre, når en af drengene kun udtaler vokalerne og en anden kun gør brug af tegnet for nej, selvom hun kan en del tegnsprog?!

Udover de syv er der også en pige, der hver eftermiddag og aften slutter sig til flokken. De bor alle fast på hospitalet og går i den tilknyttede skole og børnehave. Efter endt skoledag står menuen på middagslur(det er de fleste dog ikke enige i - på det punkt ligner de vist helt normale børn!) og senere leger vi så og laver andre aktiviteter, det bliver sjældent til det helt store, da hver enkelt kræver mindst to hænder, men vi prøver :)

Fem måneder er gået og vi har cirka en måned tilbage, før vi skal på flyveren hjem. Det må være underligt og på en måde også lidt træls at bo, og for sygeplejerskernes vedkommende arbejde, et sted, hvor der hele tiden udskiftes i folk omkring en, men jeg håber, vi har givet bare en brøkdel af, hvad vi føler vi har fået igen af dem - det er i hvet fald ikke småting... Men som min chef sagde den anden dag: "You go home, study nursing and then you'll come back!"

Vores jul i billeder(og lidt tekst..)

2010-12-25T17:31:00.010+02:00

Zenias pakkekalender fra nogle veninder hjemmefra
Christels kort- og pakkekalender

Så laves der konfekt(bemærk venligst ikke datoen!! Men hey, det var billigt..)

Vi pynter Jans dør

"Zenia, jeg kan altså ikke hælde OG se overskudsagtig op på dig samtidig!"

(Det var 4. søndag i advent)

..og risengrød til aftensmad :)

D.21 var vi i Bethlehem - her på Herodion

En af gaderne, hvor der sker lidt i Bethlehem.

Araberen er så flink at smile til Zenia!

Til ære for vores fædre!

Bethlehem ligger lige bag muren

En af tyskerne havde fået kunstsne tilsendt, så det skulle selvfølgelig prøves

Så er det endelig blevet d.24!! (Christel har på daværende

tidspunkt allerede ligget lysvågen i 2 timer)

..og vi kommer i juletøjet :)

Vi åbner gaver - der er jo ingen grund til at slæbe dem helt op til

Lise og Jakob i bussen! ..og tilbage igen for den sags skyld

Vi står og venter på bussen i solskin - hvem sagde 24. december??

..og friskpresset juice hører jo som bekendt også til en af juletraditionerne, ikk'?

Til julegudstjeneste i den danske kirke

Hannah ville meget gerne med i araberbussen, så det kom hun!

Til julemiddag i præstelejligheden med 24 andre - hyggeligt!

Julemad, som slet ikke smagte israelsk, mmm...

Christians jordbærsauce med risalamande!

GAVER :)

Tak, Christian! Nu kan vi skifte mellem humus og hjemmelavet

jordbærmarmelade, herligt :)

Og der blev skypet hjem..

..og hjemme igen. Hele herligheden sluttes af med en film i sengen :)

Glædelig jul og et velsignet nytår til jer alle

Kærlig hilsen Christel og Zenia

Næsen fryser jo af :|

2010-12-05T22:03:00.021+02:00

Glædelig jul deroppe nordpå! Sidder i skrivende stund med julemusik strømmende ud af højtalerne, blinkende lys i snefnughalskæden og med bjæleøreringe fra veninderne, udsigt til Christel og Mette, der er ved at fikse årets israelerkonfekt og et bord, der flyder med julehjerter og stjerner. Uh, det er hygge.

December har alt i alt indtil videre været super; vi lagde ud med jødernes Hanuka, en fejring af lyset(google det og I vil være meget klogere end os!). Til disse 8 dage hører sig også uanede mængder af donuts, hvilken fantastisk tradition! Derudover er vi hoppet direkte ind i avokado, jordbær- og julefrokostsæsonen, altsammen noget vi nydt utrolig godt af.

Årets julefrokost for volontørene, herlig aften :)

Den sidste uge har den stået på ægte hygge. Morten (Zenias kæreste) kom på besøg og sammen futtede vi alle 3 til diverse koncerter, julehyggeaftner og gudstjenester. Vi har svedt os igennem de sidste to måneder bekymrede for, om vinteren nogensinde ville komme, og selvfølgelig kommer den, når der er besøg hjemmefra. Det satte lidt en stopper for den før omtalte überfantastiske "Zenia og Christels turguiding". Så måske vi ikke lige fik set alle de "vigtige" turiststeder, men tilgengæld oplevede vi så vilde fænomener som regn i Jerusalem, frosne næser og sandstorm. Der var man nok heldig, eller det er i alt fald noget mere usædvanligt, og mon ikke alle kirkerne og tempelpladsen står der til næste gang også? Kulden kom imidlertid ret meget bag på os eller det vil sige det gjorde lejlighedens utæthed. Sandstormen rasede, vinduerne klaprede, det trak (for ikke at overdrive og sige at det stormede en halv pelikan fra vest) ind og der var sand overalt indendøre - det kan man selvfølgelig også få noget sjov ud af, muligheden til at skrive beskeder i sofaerne bød sig i alt fald (ganske som når laget af støv er blevet alt for tykt).

Ein Gedi

Det der med kun at LAVE konfekt blev for kedeligt i længden ;)

( -Vi lader billedet tale for sig selv)

Det er nu ikke noget som en rigtig vinterdag at hygge med Christels "Familie Journalen" og et par sudokuer...

Til alle jer dejlige mennesker, der er bekymrede for vores juleaften, så kan vi berolige jer med, at vi skal være sammen med 24 andre i præstelejligheden og der er købt 18 kg kalkun, det kan kun blive godt!

Leverpostej er bare ikke det samme uden rugbrød!

2010-11-28T00:51:00.012+02:00

Danmark åhhh Danmark, hvor er du? Jeg sidder og nyder en af mine efterhånden mange danske dåser leverpostej, herligt, men rugbrødet er savnet. Lige som vinteren, julepyntede gader og alle I dejlige venner og familie... Men hey nej, det her får I ikke noget ud af - lad os i dette indlæg i stedet forsøge at vise jer, hvorfor vi stadig er i fantastiske Jerusalem.

Lejligheden er nu ved at være pyntet op og klar til jul, der er pakkekalendre, engle og julekort overalt - vi forsøger ihærdigt at komme i julestemning, selvom solen konstant bager på den anden side af vinduet og trods de lidt dårligere odds end jeres (konkluderet ud fra alle de sne- og julemadsrapporter vi ser på facebookopdateringer hjemmefra), men vi er optimistiske; julehygge med vennerne, breve og pakker hjemmefra hjælper altsammen på det. Det er super herligt.

Der er heller ikke noget som at tage hjemmefra og så få besøg. Jo jo, vores ca.14 m2 store værelse har skam allerede to gange tjent som hotel(på den internationale skala kommer det vist slet ikke inden for stjernerne, men hvad; det er gratis og morgenmad er inkluderet!). Først kom Christels søster, Maiken og vores fælles veninde, Kathrine på besøg i efterårsferien. Vi holdt os forholdvis til Jerusalem - det kender vi bedst, så der ville der højst sandsynligvis ikke opstå problemer i vores ellers udmærkede turguiding :) Vi vovede også en tur til Det døde hav og Masada, som det da lige skal siges vi besteg kl.4.40. På vejen op stødte vi på en soldat(de skal åbenbart være tilstede), som meget gerne vil snakke, men det var kun Maiken, der havde luft til både at gå op og snakke hele vejen.. Ellers var sidste punkt på ugeprogrammet en ørkentur i Maktesh Ramon med resten af organisationen - alt i alt en rigtig god uge! Det sidste besøg vi havde var i november; Christels kusine, Dina og hendes veninde, Elisabeth kom. Da Dina selv har været volontør her i landet kunne "Christel og Zenias turguiding" ikke være særlig behjælpelige, så denne gang var det os, der fik nye ting at se - skønt! Vi besøgte to af Dinas forhenværende kollegaer, henholdsvis i Ramallah og Bethlehem. To gode oplevelser vi ikke vil være foruden; det kan være godt lige at kaste et blik på den anden side af muren, hvor forholdene er en del anderledes end dem, vi kender herfra Jerusalem. Ellers var Det døde hav igen en klassiker, der går rent ind hver gang :)

Hver mandag er der volontørmøde på Alyn, her mødes vi alle 12 med vores koordinator Sharon og vi snakker om løst og fast (for eksempel det føromtalte afhopper-toiletbræt og al den fastgroede skidt). Det er super hyggeligt at samles til et godt grin og denne uge var aldeles ingen undtagelse! Vi kommer til at snakke om mad (her ender vi af en eller anden mærkelig grund altid) og det går op for os, at den olie, vi den sidste tid har brugt til madlavning er resterne af den lampeolie volontørene brugte til at tænde Hanukkahlys med sidste år, skønt tænker man så og føler lige en ekstra gang på maven, og jo den er der utroligt nok stadigvæk.. Samtalen falder så på vores neonguleopvaskemiddel, der selvfølgelig viser sig at være fedfjerner til ovn og komfurer - "hilfe" udbrydder tyskerne og vi skynder os at ophæve mødet i frygt for at finde ud af flere underligheder - hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, vi lever i alt fald i bedste velgående :)

Vi arbejder stadig! Men nu er vi inde i rutinerne og kender alle tricksene. Det er super lækkert ikke at skulle bruge al sin energi på at sørge for at gøre alt "på den rigtige måde", men derimod bare kunne tage opgaverne som de kommer på sin egen måde og bruge energien på at hygge, snakke og opleve sammen med arbejderne og beboerne. Jeg (Zenia) føler mig godt tilpas og hygger mig, når jeg arbejder nu - det har været lidt hårdt at nå hertil, men hvor er det dog skønt, at det lykkedes! Jeg var med en af pigerne til bryllup. WOW, jødisk bryllup siger jeg bare. De forstår at feste. Alt var stort; gallakjoler overalt, enorme mænger mad og alt for mange retter, springvand, palmer og fyrværkeri, da bruden og brudgommen giver hinanden deres ja, nååå ja og så var der selvfølgelig også alle kameramændene, som om den store kran med kamera ikke var nok?! Som en af gæstene fortæller den halvskræmte dansker, så handler festen om at glædes, danse og når man så mangler et kort hvil, så spiser man, for så at danse igen - der er nu ikke noget som at se en ortodoks jøde i fuld firspring.

En uges ferie i Sinai er det også blevet til. Vi besteg Sinaibjerget og sov deroppe, nedturen med solopgang var fantastisk! Så vandrede vi rundt i ørkens ubarmhjertige varme og sand sammen med beduiner, spiste deres mad (hvilket nok var grunden til kollektiv bettenbalagan (mavehurlumhej på hebraisk) de sidste dage) og sov i deres lejr. Det var virkelig spændende og helt vildt flot. 36 kameler stod klar til os den ene morgen og så var det ellers bare derud af resten af dagen - super sjovt, men får nu lidt respekt for de vise mænd og alle deres beduinvenner, det gør nade at sidde på sådan et dyr, selvom Oda nu var et ganske fint væsen. De foromtalte sidste dage bød (udover bettenbalagan og indflytning på toilettet) på snorkling over koralrevene, afslapning og opvågning ved vandkanten til en storslået solopgang over Jordans bjerge og Det røde hav.

En kylling i en toaster kan da ikke være så slemt?

2010-11-13T14:25:00.000+02:00

Der er visse ting, der hernede bare er anderledes end i Danmark; man kan have en aftale på visakontoret og så få at vide, at det var altså alligevel ikke tilfældet - god tur hjem, eller at flytte i en bus, det er såmænd også muligt - de entusiastiske jøder kom i alt fald ind i den allerede propfyldte bus med både flyttekasser, strygebræt og en flytbar radiator. Nå ja, og så lige en ting mere, man kan få en hel afdeling til at opgive deres nylavede toast, hvis man oplyser dem om, at der har været en kylling i deres toaster - det resulterede i mega mange toast til Zenia og lidt røde ører hos Jan, der var den uheldige, der havde stoppet en kylling i koshertoasteren, der ellers er til brød og ost (kosher vil sige, at kød og mælkeprodukter er adskildt, det må ikke spises sammen eller laves i samme apparater).

Ellers har vi besteget bjerge og sovet udenfor til den helt store guldmedalje - vi har været på ørkentur. Det var en kanon god tur med skøn natur, al for meget varme og dejlige mennesker, at vi så hele tiden skulle højere op end undertegnede synes om, er en helt anden sag. Ej, op ad går det lystigt, men når snuden så skal vendes, begynder det at se helt anderledes alvorligt ud! Ned kom vi dog alle sammen i god behold takket være gode venner, den mest brugte sætning under turen: "Hvad ville BS ha' gjort?" og en stor Gud. Vi fik også fundet frem til alternative retter (det er altid godt, når man lever i et kollektiv) havregryn med chokolade og ikke mindst ris med humus og nutella, det ender med at blive en klassiker! Og om ikke vi fik set et kæmpe hulepindsvin også? Godt nok i en mini zoo, men det gælder vel også - om ikke andet så kan vi oplyse om, at sådanne væsner er i stand til at dræbe leoparder (der er kun få, men de er her, hvis altså ikke de er blevet dræbt af de sygt udspekulerede pindsvin!) ved at løbe med katten lige efter sig og så stoppe med piggene oppe og swong - spiddet leopard! Dette er selvfølgelig ganske saglige oplysninger om biologiens forsvarsmetoder givet af en meget kompetent biomand, men det endte alligevel som den evige joke under hele turen, til vores store ærgrelse, vi er altså ikke naive, vi tror på pindsvinet. Hvordan det stakkels pindsvin så har tænkt sig at få leoparden af igen bekymrer os til gengæld!

... her på udkig efter det omtalte hulepindsvin!

Der er kommet en hel del nye volontører, så nu er der 5 piger i pigelejligheden og 5 drenge og os to i drengelejligheden, så der er mange mennesker at fordrive tiden med, det er skønt. De er meget forskellige og sjove. Der er ikke noget som at sidde en aften i sofaen og høre Simon råbe højt bag sin Mac i håb om, at spillerne hører ham helt oppe i Manchester, spise nybagte brownies og saltfisk med pigerne og nyde udsynet til Jan, der med sin walkman fra det gamle DDR (som han uden tvivl har fået af sin mor) står og har ondt af sig selv, fordi vi har tvunget ham til at se, om han rent faktisk er i stand til at vaske op, og ja så grine af alle de andre, der ihærdigt i munden på hinanden forsøger at udtale så brugbare ord som maveplasker, rugbrød, vådservietter og rødgrød med fløde, alt imens "Chris og chokoladefabrikken" kører på anlægget - se det er dansk hygge i udlandet!

Ud over "Danish", bliver vi også omtalt som vikingerne - og det er alligevel noget af en titel at leve op til, men hvis vi nogensinde skal have overbevist Simon om, at disse altså kom fra Skandinavien og ikke England, så må vi gøre en indsats for at vise, at det bare er i blodet på os! Så vi har været ude og vinterbade ved henholdsvis Det døde hav og Middelhavet i Tel Aviv sidst i oktober/starten af november - og vi klarede det i bedste vikingestil, ikke en eneste kuldegysning. Nu er vi ellers ved at være i regntiden, men indtil videre er det kun lykkedes undertegnede en gang at være ude i rigtig silende regn. Det var på en nattevagt og vi stod alle 3 arbejdere med hver vores kop kaffe, der bare blev tyndere og tyndere og så ellers bare snuderne i sky, skønt.

Nu er vi så ved at have styr på det hebraiske sprog, eller... Den anden dag jublede undertegnende højlydt i bussen "TALMUD - han læser i talmud" og senere samme dag måtte vi igen klappe en high five, eftersom vi kom frem til, at der stod kiosk ovenover kiosken, jo, der sker noget! Vi er lige begyndt på at få undervisning 2 timer hver søndag og har nu været af sted 3 gange. Det er super sjovt og mega svært - vi har indtil nu lært deres to alfabeter, mærkelige lyde og er i gang med at få styr på deres mærkelige russiske grammatik.

Som I kan høre sker der ikke så meget i vores liv, så fra i morgen, søndag, og en uge frem er vi i Sinai for at indsamle stof til næste blogindlæg :)

Kulturpatruljen!

2010-10-13T23:53:00.002+02:00

Endelig kom dagen, hvor vi igen skulle få lov at mænge os med turistgrupperne, se ruiner og tage billeder i antal kun japanerene kan overgå; vores heldagstur i Dødehavsområdet. Efter en vanvittig tur i morgentraffiken, det tog hele to timer at komme fra en ene til den anden ende af byen, hoppede vi i bilerne og tog til Qumran, hvor dødehavsrullerne er fundet.

Derefter blev det tid til israelernes elskede Masada. Vi havde længe talt om at skulle bestige det, men jo tættere vi kom på bjerget, jo større blev det! UFF... Lysten, kræfterne og modet forsvandt. Da billetterne så skulle betales og det går op for os, at det er billigere at gå op kom det dog altsammen lyn hurtigt tilbage(i hvert fald for undertegnede). Vandringen op ad gik i lystigt tempo med højt åndedræt og humør med tanken om de mange sparede shekel! Og op kom vi, pæn kulør i krydderen og det hele. Lise guidede os rundt på den smukke og uhyggeligt højtbeliggende fæstning; fed udsigt, ældgamle ruiner og en vild historie. Så bliver det ikke bedre. På vej ned igen blev tempoet sat utrolig højt, isen ventede for bunden og da Andreas så råber: "Sidste mand gi'r!" gik det over stok og sten det sidste stykke ned og med sådan en hældning er det intet problem at få fart på :)

Mærkelig oplevelse at sidde der i vandet, se Jordans røde bjerge spejle sig i havoverfladen og tælle alle sine svigende rifter, jo Det døde hav er noget for sig. Med en saltholdighed omkring de 30%, hvor den i almindelig saltvand vil være 3, er det ikke så sært, at det er en ubeskrivelig følelse at få i øjnene og er farligt at sluge, men om ikke andet kan man da trøste sig med, at der ikke er nogen chance for at blive angrebet bag- eller nedefra af et havuhyre - det ville aldrig kunne overleve her!

Ellers går de fleste dage med arbejde, det kommer vi ikke rigtig udenom. Og vi har det godt, men det er nu engang arbejde: synes, der er pænt meget "run" på, jeg har indtil videre lavet utallige grydefulde mad, malet et par lagener, været på stranden i Tel Aviv, skubbet de kære mennesker og deres kørestole over lidt for mange bakker og solgt en hund!
Christel hygger sig vist også med hendes elskede stille børn. De skriger ikke, de græder ikke, hiver kun hinanden lidt i håret en gang imelllem, men hey, hvad laver Christel så? Jo, en aften kommer hun fuldstændig smadret op i lejligheden og stønner bare "lortedag!" - Og det i aller bogstavligste forstand, imponerende at kunne bruge 8 timer på det, tænker jeg, men da de detaljerede beskrivelser først blev videregivet af Christel liggende i sofaen grædende af grin, måtte jeg bøje mig - jeg ville ikke have kunnet gøre det bedre eller i højere humør!

Hvad vi laver på de dage, hvor bussen kører...

2010-10-08T16:12:00.001+02:00

Så blev det også oktober i Jerusalem og tid til et blogindlæg fra os...

Siden sidst er der ikke sket så frygtelig meget, men det skal I da ikke snydes for at høre om alligevel :)
Vi er så småt begyndt at kunne sige, at vi har fået os en hverdag hernede - noget, vi længe har set frem til! Det vil sige, at vi nu uden at tænke over det tager bussen en time til halvanden før planlagt ankomsttid og har lært at håndtere mælk på pose, som hernede jo som tidligere angivet slet ikke er nogen dårlig egenskab!

Ellers har vi været på tur med Lise som guide til tempelpladsen, hvor der i dag ligger et par moskeer, og til Grædemuren. Begge steder fyldt med mange spændinger, men samtidig med en interessant historie.

Et par dage senere var vi igen i Jerusalem downtown - igen plejer det ikke at gå stille for sig, og således heller ikke denne dag. Vi mødtes med Mette, som er på Discipelskolen i Tiberias, omend tre kvarter for sent, men vi havde ikke lige overvejet, at den bus vi var stået på ville læsse passagere på i 15 minutter... Samme dag havde flere tusind mennesker valgt at komme til byen for at deltage i "The Jerusalem March" - vi lader billederne tale for sig selv :)

Superman og hans ven, Spiderman, kom lige forbi...

Det er så det tog, som vi går og venter på skal begynde at køre, men næste dato

er først i april 2011. Argh!

Udover at være nede i byen for at se optog på vores fridage får vi set en masse meningheder. Hveranden lørdag er vi i Den danske kirke, hvor vi nyder at kunne tale og kunne høre en prædiken på dansk. Om søndagen er der gudstjeneste i King of Kings, hvor man kan sidde ved siden af sydafrikanere og kigge længere ned, hvor der sidder en række asiatiske turister, der ikke har fået taget den gule kasket af... Om fredagen har vi et par gange været i en engelsk/amerikansk/irsk meninghed, nu med danskere og nordmænd, som hedder Church of Nazarene - også et virkelig hyggeligt sted at komme. Derudover har Zenia sammen med Jan, en af de tyske volontører, bevæget sig ud på en 1½ times gåtur(hver vej vel at mærke) for at komme til gudstjeneste, igen med rigtig mange forskellige nationaliteter.

September har været en måned hvor rigtig mange ud af de 30 dage har været helligdage. Zenia har været ved at opgive, for helligdage her i landet betyder ingen offentlig(og dermed billig) trafik og lukkede butikker. Indtil videre har vi deltaget i Rosh Hashana(nytår), Yom Kippur(den store forsoningsdag) og Sukkot(løvhyttefesten), som er nogle af de største jødiske begivenheder. De fejrer helligdagene helt anderledes end i Danmark, men det har helt sikkert været interessant at opleve.

Næste blogindlæg planlægges allerede, da vi i går var på Masada, i Qumran OG det døde hav, så fortvivl ej, vi vender stærkt tilbage!

At forsvare sin opvask!

2010-09-13T16:10:00.010+02:00

Yes, nu kan vi snart ikke løbe fra det længere, vi er tydeligvis påvirket af den israelske mentalitet; i sidste blogindlæg lovede vi oftere og kortere indlæg, men på bedste israelske vis har den ene udskydelse taget den anden og ja, så ender vi igen med et langt indlæg, men det er spændende, denne gang handler det nemlig om "opvaskeudrydderen" og frygten for denne...

Christel og jeg var i starten en smule nervøse for, om vi nogensinde med glæde i stemmen ville komme til at udbryde: "Home sweet home", men måske vi er ved at være der! Stedet rummer al den charme, man kan forestille sig; et toilet med et toiletbræt, der er alt andet end fastsiddende (det er lykkedes at falde af for undertegnede), et sultent køleskab (vores iste forsvinder i alt fald før, vi selv når at smage?) og myrer, der hjælper til med rengøringen af køkkenbordet.

Men alt kan ses fra flere vinkler, har jeg ladet mig fortælle af en af mine kollegaer, der har påtaget sig den, efter hans mening, store opgave at lære mig, en ensporet vesterlænding, at være "openmindet". Så Christel og jeg forsøger ihærdigt at bruge vores vinkler og jo, man kan faktisk godt komme til at holde rigtig meget af et sted, hvor vandet i bruseren nogle gange er brunt, opvasken altid vokser over håndvaskhøjde (den er ellers ret stor!), vaskemaskinen konstant er fuld, fordi drengene af en eller anden grund mener vasketøjet har bedst af at ligge lidt og køleskabet er alt for fattigt på kød. Og hey, vi har vejskilte på væggen, en Joey-lænestol og skidt på gulvet, det bliver da ikke bedre?! Vi synes selv, at vi har været gode til bare at flytte ind, forstå at det her nu en gang er drengelejligheden, det bliver altså nok ikke bedre og så lade stå til. Christel får dog en gang imellem sine flip, og så forsvinder opvasken i en gevaldig fart. Ved ikke helt om det har chokeret drengene eller hvad, men det har i alt fald resulteret i, at Boas en af dagene kommer løbende hen til mig i døren og forsvarer sin opvask fra "opvaskeudrydderen" - " Zenia, det er min opvask, sørg for at Christel ikke tager den fra mig, beseder (okay)?!". Hvem havde troet det, jo, Christel kan lidt af hvert.

Ellers har den sidste uge budt på en tur til Jeriko - vores første møde med vestbredden. Her mødte vi Tass Saada, forfatteren og hovedpersonen i "Jeg var snigskytte for Arafat". Han viste os lidt rundt i Jeriko, og vi så nogle af de projekter, han har gang i for at give håb til de mennesker, der lever i byen og de omkringliggende flygtningelejre. En virkelig interessant dag!

Hver gang der er nogle, der beglor os lidt groft kommer Christel altid med sin spydige kommentar: "Zenia, det er dig og dit lyse hår de kigger efter", men nope! I Jeriko fik vi dog lige denne misforståelse sat på plads: Vi var ude og se ruinerne fra det gamle Jeriko, hvor vi mødte den lettere påtrængende vagt, som konsekvent afbrød hver anden sætning, og med rystende hoved udbryder: "Christel, uhhh, Christel". Ih, hvor jeg frydede mig! :)

Louise og jeg udfor det gamle Jerikos mur, som Guds folk har været ekstremt gode til at vælte, da de gik rundt om den i tidernes morgen, der var i alt fald ikke meget andet end et par potteskår og sten tilbage...

I anledningen af min fødselsdag ville vi give os i kast med at bage vores livs første kiksekage. Første udfordring var imidlertid at finde ingredienserne - pasteuriserede æg har vi endnu ikke fundet hernede, så vi fandt en opskrift uden, men flormelis skulle vise sig også at være problematisk! Efter at have trykket på og rystet med alle poser og pakker, der bare lignede noget i stil med flormelis, endte vi ud med to poser, ens størrelse og pris - hvad gør man så? Man satser! Og vi må have ramt rigtig, kagen blev i alt fald god, og nydt af alle os i lejligheden og de 4 dejlige volontørpiger, der valgte at bruge dagen på at fejre min fødselsdag. Det var en super god dag :)

Her er vi i gang med kiksekagen, jeg tager mig kærligt af chokoladen og Christel er ved at forsvare brugen af en sprøjte som decilitermål overfor Johannes...

Farveller, mojn i æ' boks, jalla bye!

En hverdag farvet af mennesker

2010-09-08T04:01:00.005+03:00

Wow som tiden dog flyver afsted og vores kartonstykke på væggen med blogindlægsideer bliver længere og længere, så det er vist på høje tid, at vi får skrevet lidt hjem :)
Siden sidst har vi oplevet vildt mange små fede og forskellige ting, så vi vil i det følgende på aller kreativeste manerer give os i kast med at male vores lille farverige billede af livet som volontør i Jerusalem..

Nu hedder projektet "Meet the people" og det må man sige vi gør, til tider uoverskueligt mange mennesker! I fredags var vi ved grædemuren for at opleve starten på shabatten, men tror lidt vi kom på et forkert tidspunkt, der var i alt fald ikke så mange mennesker som forventet, det var der til genglæd ved Damaskus Gate. Vi skulle igennem den for at komme til gudstjeneste, men det var lettere tænkt end gjort. Alle muslimerne var lige kommet fra fredagsbøn og ville ud af samme gate. Der stod vi så tre danskere mast sammen med alle muslimerne. Til at starte med var det ret sjovt, men jo længere ind i den stillestående mængden vi kom og jo mere temperamentet blandt vores midlertidige naboer steg lodret i negativ favør, gik det op for os, at der nok var en grund til, at vi var de eneste turister. Efter en halv time, en masse skub og massen var vi godt igennem, hvilken lettelse. Nu kan vi grine lidt af det, en vild oplevelse, men tror vi smutter en anden vej næste fredag.

Kom vi lige til at betegne os selv som turister der? Hmm, så retter vi lige: vi er israelere, vi har jo israelske telefonnumre, så kom igen! Og det er ved at gå op for folk, den ortodokse jøde på busstationen stiller os spørgsmål på hebraisk, gadesælgerne har opgivet os og taxachaufførerne er holdt op med at snyde os (tror vi da nok) :)

Så der er meget, der har ændret sig, og vejret er også blevet lidt køligere til glæde for os nordboerer. Vi har i den forgangne uge haft den vilde oplevelse at få den første kuldegysning - det kan lade sig gøre!

Noget helt andet og efter min mening mere skræmmende, der er muligt, er mælk på pose?! Christel og jeg kæmper stadig lidt, men vi er ved at blive hårde til at tackle den uhandy emballage.. Og sødmælk er faktisk uhyre godt, hvem skulle have troet det? En anden god ting er venner. På Christels fødselsdag fik vi besøg af Louise, der også bor i Jerusalem til februar og vi fik bagt den bedste og største portion brownies til glæde for os selv og resten af lejligheden. Mums de var gode! Da vi havde været i En Kerem og spise,
blev vi ringet op af Andreas, en af de andre herlige volontører fra vores organisation, om vi da ikke lige kom forbi Jerusalem downtown og hyggede med ham og de tyske volontører og jo da! Så vi hoppede glade både på og af bussen og fandt dalen, vi skulle ned i, den var godt nok mørk.. Vi gik lidt (længe) forvirrede rundt mellem ruinerne og var ikke helt glade for den forladte stemning, men vi blev fundet af nogle tyskere og Andreas. Der sad vi så og hyggede med dejlige mennesker og bål i de ruiner, der pludselig var blevet helt vildt flotte. En super oplevelse!

Vi er ved at få stablet en hverdag på benene hernede og det er skønt! Arbejdet og humøret omkring det svinger stadig meget, men der er visse oplevelser, der gør, at man stolt holder fanen og hovedet højt. Når beboerne på min (Zenias) afdeling glade komme ræsende med deres kørestole og fortæller om en fed oplevelse, deres snotnæse eller hvor glade de er for at se en, kan det være svært at lade være med at smile, så jeg har opgivet og deler ud af alle de smil, de selv er med til at frembringe.. Den sidste uge har der kun været to af de tre, jeg passer, hjemme på Alyn, så der har været rigeligt med tid, hvilket har resulteret i en del rengøring af køkkener, blot for at jeg lavede et eller andet i de 8 timer. Da en af drengene så drøner om hjørnet, bremser hårdt og får fremstammet en hel buket af rosende og opmuntrende ord, da han ser, at hans hylde er ved at få den rengøring, den har ventet på lidt for længe, så blev selv rengøringen fed og en tjeneste! Den havde jeg alligevel ikke ventet, Gud kan nogle tricks, virkelig. Når man er allermest træt af det, så formår han bare at give en modet tilbage.

Ellers virker det også som om Christel begynder at nyde arbejdet en smule. Lige for tiden er der en masse ferier, helligdage og lignende, så det er ikke en helt normal hverdag på Beit Cham (afdelingens navn) endnu, men det er da fedt, at ens arbejde består af mindst 3 timers leg hver gang :)

Så som I kan høre, er vores hverdag fyldt med mennesker og det er herligt, til tider også udfordrende.. Det var vist alt for nu, vi beklager, at indlægget blev så langt denne gang - vi arbejder på at skrive oftere og kortere! Vi fejrer Rosh Hashana (det jødiske nytår) i disse dage, så godt nytår til jer :)

Varme, busser og taxaer...

2010-08-24T16:55:00.007+03:00

... er indtil videre vores indtryk af Israel fanget i en hedebølge.

Så er vi endelig vel ankommet til Israel. Vi landede onsdag eftermiddag og kom ninja-hurtig-agtigt igennem paskontrollen og fik vores visum (vi benyttede os af finten med at udvælge skrankene med mænd frem for kvinder - og jo, den virker, det går bare betydeligt hurtigere)!

Samme aften blev vi indlagt på hospitalet, eller rettere, vi fik vores værelse, som ligger på hospitalet i volontørlejligheden. Vi skal lade det være usagt om de 5 kære drenge, vi bor med, som i øvrigt er utrolig flinke, havde forsøgt at vise sig fra deres bedste side eller ej, men stedet bærer i alt fald udsøgt præg af "drenge oprydningsmentaliteten". Men bare rolig: der er rengøring udefra én gang i ugen :)

Vi har allerede været på visit i præstelejligheden to gange, hvor vi har hygget igennem med de andre volontører og den danske præst Jakob. Helt sikkert et fællesskab vi kommer til at nyde, og det er heller ikk' så ring' med go' mad engang imellem.

Man skulle da være et skarn, hvis man kommer helt smertefrit gennem de første par dage, og det er vi aldeles ikke! Vi har haft vores kampe i trafikken, uhhh den kære israelske trafik og israelernes villighed til at vise vej, ALTID (vi er begyndt at overveje om det er den helt nye joke hernede at vise den forkerte vej?)! Bus 13 endte i alt fald i syd Jerusalem, men den plejer da at tage mod det kolde nord? Dette har medført at antallet af uforudsete taxature allerede nu er helt oppe på 2. Så vi får da set lidt af flotte Jerusalem :)

Her de første dage er vi blevet introduceret til arbejdet. Christel er på børneafdelingen, hvor der er 7 børn plus en, der kommer om dagen. De er utrolig søde allersammen og nyder knus i ny og næ. Arbejdet er okay og Christel fyrer allerede vildt om sig med de hebraiske gloser.

Zenia er på voksenafdelingen, hvor det hovedsageligt er de tre kvindelige beboere, hun passer. Tempoet er meget varierende her, men de er alle super søde til at værdsætte det man gør.

Vi har begge oplevet, at der er en stor respekt omkring de handicappede, der er virkelig meget personale og tid til den enkelte i forhold til Danmark. Dette er utrolig dejligt, men som nyankommet kan det godt være noget af en udfordring nogle gange bare at sætte sig og slappe af, indtil der igen er brug for en. Lad os håbe, vi ikke bliver alt for vant til det ;)

Kan man forberede sig på fremtiden i Århus?!

2010-08-06T15:36:00.000+03:00

Wauw..! Vi har lige klaret at lave en blog - det er ikke små udfordringer, man udsættes for som kommende volontører. Ej okay, vi er blevet instrueret en smule. Vi sidder pænt plantet på Diakonhøjskolen, hvor vi er på volontør/forberedelseskursus og er i fuld færd med at blive godt udrustet til mødet med Israel. Efter denne uge vil vi nok også sagtens kunne gebærde os i Afrika og Indien for den sags skyld - herligt at være så interkulturel :)

Yes (vi finpudser allerede vores engelsk), vores afrejsedato er d.18.august kl.meget træls tidligt fra Kastrup, men inden da mangler vi lige at købe nogle småting - deriblandt et prinsessenet, der holder myggene i ørknen væk og en taske, hvor det hele kan være i. Vi har allerede det hurtigttørrende håndklæde, så mon ikke vi overlever? Men allervigtigst har vi nogle "mojn'er", der skal siges...

Mødet med de andre volontører har kun gjort forventningens glæde endnu større. Det er ved at være tæt på! Spændingen er lodret stigende, men nu glæder vi så bare til at komme afsted og møde udfordringerne. Tak om I alle vil have os med i jeres tanker og ikke mindst i forbøn, det er vi jer utrolig taknemmelige for.