בית חם

Som I nok alle, ud fra overskriften, kan se, kommer dette indlæg til at handle om hvad jeg(Christel) går rundt og laver, når den står på arbejde. Titlen udtales noget i retning af Beit Cham(ch skal udtales som et r, der kradser lidt!!) og betyder varmt hus/hjem. Det er navnet på afdelingen, hvor jeg er sammen med tre andre volontører. Et sted, jeg helt sikkert har nydt at være. Faciliteterne er gode, og pladsen er stor, så meget bedre bliver det vist ikke. Efter godt 5 måneder mener jeg at kende de syv børn rimelig godt, og jeg må nok indse, at det bliver noget af en opgave at sige farvel til dem.

Af gode grunde kan jeg desværre ikke lægge nogle billeder af dem herind, som I kan se, men de er i hvert fald på hver deres måde helt specielle og jeg har virkelig sat pris på at få lov til at følge dem så tæt i den tid, vi har været i Israel. Kommunikationen har været begrænset, enten fordi mit hebraiske til alle tider ikke helt slår til eller fordi de ikke har et verbalt sprog, men så har vi fundet andre indgangsvinkler - og samtidig med at det har været en enorm udfordring, har det også været interessant! Det har, ifølge besøgende og andet godtfolk, resulteret i at jeg i dag nok har et meget overdrevet brug af gestik og mimik :) Men hvad andet kan man gøre, når en af drengene kun udtaler vokalerne og en anden kun gør brug af tegnet for nej, selvom hun kan en del tegnsprog?!

Udover de syv er der også en pige, der hver eftermiddag og aften slutter sig til flokken. De bor alle fast på hospitalet og går i den tilknyttede skole og børnehave. Efter endt skoledag står menuen på middagslur(det er de fleste dog ikke enige i - på det punkt ligner de vist helt normale børn!) og senere leger vi så og laver andre aktiviteter, det bliver sjældent til det helt store, da hver enkelt kræver mindst to hænder, men vi prøver :)

Fem måneder er gået og vi har cirka en måned tilbage, før vi skal på flyveren hjem. Det må være underligt og på en måde også lidt træls at bo, og for sygeplejerskernes vedkommende arbejde, et sted, hvor der hele tiden udskiftes i folk omkring en, men jeg håber, vi har givet bare en brøkdel af, hvad vi føler vi har fået igen af dem - det er i hvet fald ikke småting... Men som min chef sagde den anden dag: "You go home, study nursing and then you'll come back!"