En hverdag farvet af mennesker

Wow som tiden dog flyver afsted og vores kartonstykke på væggen med blogindlægsideer bliver længere og længere, så det er vist på høje tid, at vi får skrevet lidt hjem :)
Siden sidst har vi oplevet vildt mange små fede og forskellige ting, så vi vil i det følgende på aller kreativeste manerer give os i kast med at male vores lille farverige billede af livet som volontør i Jerusalem..

Nu hedder projektet "Meet the people" og det må man sige vi gør, til tider uoverskueligt mange mennesker! I fredags var vi ved grædemuren for at opleve starten på shabatten, men tror lidt vi kom på et forkert tidspunkt, der var i alt fald ikke så mange mennesker som forventet, det var der til genglæd ved Damaskus Gate. Vi skulle igennem den for at komme til gudstjeneste, men det var lettere tænkt end gjort. Alle muslimerne var lige kommet fra fredagsbøn og ville ud af samme gate. Der stod vi så tre danskere mast sammen med alle muslimerne. Til at starte med var det ret sjovt, men jo længere ind i den stillestående mængden vi kom og jo mere temperamentet blandt vores midlertidige naboer steg lodret i negativ favør, gik det op for os, at der nok var en grund til, at vi var de eneste turister. Efter en halv time, en masse skub og massen var vi godt igennem, hvilken lettelse. Nu kan vi grine lidt af det, en vild oplevelse, men tror vi smutter en anden vej næste fredag.

Kom vi lige til at betegne os selv som turister der? Hmm, så retter vi lige: vi er israelere, vi har jo israelske telefonnumre, så kom igen! Og det er ved at gå op for folk, den ortodokse jøde på busstationen stiller os spørgsmål på hebraisk, gadesælgerne har opgivet os og taxachaufførerne er holdt op med at snyde os (tror vi da nok) :)

Så der er meget, der har ændret sig, og vejret er også blevet lidt køligere til glæde for os nordboerer. Vi har i den forgangne uge haft den vilde oplevelse at få den første kuldegysning - det kan lade sig gøre!

Noget helt andet og efter min mening mere skræmmende, der er muligt, er mælk på pose?! Christel og jeg kæmper stadig lidt, men vi er ved at blive hårde til at tackle den uhandy emballage.. Og sødmælk er faktisk uhyre godt, hvem skulle have troet det? En anden god ting er venner. På Christels fødselsdag fik vi besøg af Louise, der også bor i Jerusalem til februar og vi fik bagt den bedste og største portion brownies til glæde for os selv og resten af lejligheden. Mums de var gode! Da vi havde været i En Kerem og spise,
blev vi ringet op af Andreas, en af de andre herlige volontører fra vores organisation, om vi da ikke lige kom forbi Jerusalem downtown og hyggede med ham og de tyske volontører og jo da! Så vi hoppede glade både på og af bussen og fandt dalen, vi skulle ned i, den var godt nok mørk.. Vi gik lidt (længe) forvirrede rundt mellem ruinerne og var ikke helt glade for den forladte stemning, men vi blev fundet af nogle tyskere og Andreas. Der sad vi så og hyggede med dejlige mennesker og bål i de ruiner, der pludselig var blevet helt vildt flotte. En super oplevelse!

Vi er ved at få stablet en hverdag på benene hernede og det er skønt! Arbejdet og humøret omkring det svinger stadig meget, men der er visse oplevelser, der gør, at man stolt holder fanen og hovedet højt. Når beboerne på min (Zenias) afdeling glade komme ræsende med deres kørestole og fortæller om en fed oplevelse, deres snotnæse eller hvor glade de er for at se en, kan det være svært at lade være med at smile, så jeg har opgivet og deler ud af alle de smil, de selv er med til at frembringe.. Den sidste uge har der kun været to af de tre, jeg passer, hjemme på Alyn, så der har været rigeligt med tid, hvilket har resulteret i en del rengøring af køkkener, blot for at jeg lavede et eller andet i de 8 timer. Da en af drengene så drøner om hjørnet, bremser hårdt og får fremstammet en hel buket af rosende og opmuntrende ord, da han ser, at hans hylde er ved at få den rengøring, den har ventet på lidt for længe, så blev selv rengøringen fed og en tjeneste! Den havde jeg alligevel ikke ventet, Gud kan nogle tricks, virkelig. Når man er allermest træt af det, så formår han bare at give en modet tilbage.


Ellers virker det også som om Christel begynder at nyde arbejdet en smule. Lige for tiden er der en masse ferier, helligdage og lignende, så det er ikke en helt normal hverdag på Beit Cham (afdelingens navn) endnu, men det er da fedt, at ens arbejde består af mindst 3 timers leg hver gang :)

Så som I kan høre, er vores hverdag fyldt med mennesker og det er herligt, til tider også udfordrende.. Det var vist alt for nu, vi beklager, at indlægget blev så langt denne gang - vi arbejder på at skrive oftere og kortere! Vi fejrer Rosh Hashana (det jødiske nytår) i disse dage, så godt nytår til jer :)