At forsvare sin opvask!

Yes, nu kan vi snart ikke løbe fra det længere, vi er tydeligvis påvirket af den israelske mentalitet; i sidste blogindlæg lovede vi oftere og kortere indlæg, men på bedste israelske vis har den ene udskydelse taget den anden og ja, så ender vi igen med et langt indlæg, men det er spændende, denne gang handler det nemlig om "opvaskeudrydderen" og frygten for denne...

Christel og jeg var i starten en smule nervøse for, om vi nogensinde med glæde i stemmen ville komme til at udbryde: "Home sweet home", men måske vi er ved at være der! Stedet rummer al den charme, man kan forestille sig; et toilet med et toiletbræt, der er alt andet end fastsiddende (det er lykkedes at falde af for undertegnede), et sultent køleskab (vores iste forsvinder i alt fald før, vi selv når at smage?) og myrer, der hjælper til med rengøringen af køkkenbordet.

Men alt kan ses fra flere vinkler, har jeg ladet mig fortælle af en af mine kollegaer, der har påtaget sig den, efter hans mening, store opgave at lære mig, en ensporet vesterlænding, at være "openmindet". Så Christel og jeg forsøger ihærdigt at bruge vores vinkler og jo, man kan faktisk godt komme til at holde rigtig meget af et sted, hvor vandet i bruseren nogle gange er brunt, opvasken altid vokser over håndvaskhøjde (den er ellers ret stor!), vaskemaskinen konstant er fuld, fordi drengene af en eller anden grund mener vasketøjet har bedst af at ligge lidt og køleskabet er alt for fattigt på kød. Og hey, vi har vejskilte på væggen, en Joey-lænestol og skidt på gulvet, det bliver da ikke bedre?! Vi synes selv, at vi har været gode til bare at flytte ind, forstå at det her nu en gang er drengelejligheden, det bliver altså nok ikke bedre og så lade stå til. Christel får dog en gang imellem sine flip, og så forsvinder opvasken i en gevaldig fart. Ved ikke helt om det har chokeret drengene eller hvad, men det har i alt fald resulteret i, at Boas en af dagene kommer løbende hen til mig i døren og forsvarer sin opvask fra "opvaskeudrydderen" - " Zenia, det er min opvask, sørg for at Christel ikke tager den fra mig, beseder (okay)?!". Hvem havde troet det, jo, Christel kan lidt af hvert.

Ellers har den sidste uge budt på en tur til Jeriko - vores første møde med vestbredden. Her mødte vi Tass Saada, forfatteren og hovedpersonen i "Jeg var snigskytte for Arafat". Han viste os lidt rundt i Jeriko, og vi så nogle af de projekter, han har gang i for at give håb til de mennesker, der lever i byen og de omkringliggende flygtningelejre. En virkelig interessant dag!

Hver gang der er nogle, der beglor os lidt groft kommer Christel altid med sin spydige kommentar: "Zenia, det er dig og dit lyse hår de kigger efter", men nope! I Jeriko fik vi dog lige denne misforståelse sat på plads: Vi var ude og se ruinerne fra det gamle Jeriko, hvor vi mødte den lettere påtrængende vagt, som konsekvent afbrød hver anden sætning, og med rystende hoved udbryder: "Christel, uhhh, Christel". Ih, hvor jeg frydede mig! :)

Louise og jeg udfor det gamle Jerikos mur, som Guds folk har været ekstremt gode til at vælte, da de gik rundt om den i tidernes morgen, der var i alt fald ikke meget andet end et par potteskår og sten tilbage...

I anledningen af min fødselsdag ville vi give os i kast med at bage vores livs første kiksekage. Første udfordring var imidlertid at finde ingredienserne - pasteuriserede æg har vi endnu ikke fundet hernede, så vi fandt en opskrift uden, men flormelis skulle vise sig også at være problematisk! Efter at have trykket på og rystet med alle poser og pakker, der bare lignede noget i stil med flormelis, endte vi ud med to poser, ens størrelse og pris - hvad gør man så? Man satser! Og vi må have ramt rigtig, kagen blev i alt fald god, og nydt af alle os i lejligheden og de 4 dejlige volontørpiger, der valgte at bruge dagen på at fejre min fødselsdag. Det var en super god dag :)

Her er vi i gang med kiksekagen, jeg tager mig kærligt af chokoladen og Christel er ved at forsvare brugen af en sprøjte som decilitermål overfor Johannes...

Farveller, mojn i æ' boks, jalla bye!